4 Digte af Christian Winther og Oehlenschlæger

I Skovens Højsale Falken grå
Tør bygge med trøstigt Mod;
Men jeg har ikke en kvist, hvorpå
Jeg hvile kunde min Fod.

Bag dunkle Buske, så lunt i Løn,
Der lægger sig Hjort og Hind;
Men jeg har ikke den Tue grøn,
Hvor jeg kunde svale min Kind.

Når Blomsten græder, i Luftens Strøm
Dens Smerte vorder så kort;
Til mig der når ingen ånde øm
For at veire min Tåre bort!

Naar Natten kaster sine Skygger
Ud over tause Sø og Kyst,
Da kommer Sorgen bid og bygger
Sit Natteleie i mit Bryst.

Som Vedbend tæt til Stammen klynges,
Saa den gaaer ud og er forød,
Saa Sorgen ved mit Blod forynges
Og lever frodigt af min Død.

Naar Dagen er bortgangen
Og Natten falder paa,
Og alle de smaa Stjerner
Paa Himmelbuen gaae;
Da slumrer vel mit Øie,
Men Tanken iler frem
Og søger gjennem [Drømmen]1
Til sit elskede Hjem.

Naar Solen atter straaler,
Da taler vel min Mund;
Det synes, som jeg er der,
Men ak! det synes kun;
Thi mens min Tunge taler,
Mit Hjerte iler frem
Og søger gjennem Sværmen
Til sit elskede Hjem.

Til varme Syd er fløiet
De muntre Fugles Chor;
De trætte Blade søge
Til den moderlige Jord;
Og Træets Frugter finde
Saa luunt et Vintergjem, —
Min Tanke og mit Hjerte —
Skal de aldrig finde hjem?

Urolig er min Slummer,
Ustadig er min Gang;
Og fjernt fra Harpens Strænge
Flygter modløs min Sang;
Min Tanke og mit Hjerte —
Ak, vil Du huse dem?
[Himlen]2 og paa Jorden
De har ei andet Hjem!

    Aften, under Solens Nedgang. Gulnare sidder
    ved det aabne Vindve med sin Cithar og synger:

Cithar! lad min Bøn dig røre.
    Høre lad din hulde Stemme!
    Glemme skal jeg da min Kummer,
    Sødt i Slummer skal du dysse
    Al min Frygt, og Øret kysse
    Med din hulde Strengeklang.
    See den blide Aftenrødme!
    Sødme dufter Rosens Blade.
    Glade Bølge Maanen føder.
    Hvor den møder paa sin Bue!
    For, i Nattens fromme Lue,
    Taus at høre Elskovs Sang.
 
Tolk min Elskov, høi og herlig,
    Kierlig skal min Stemme følge.
    Dølge skal den ey min Flamme.
    Skiønt kun stamme kan min Læbe,
    Elskte Cithar, lad os stræbe,
    Begge paa forskiellig Viis.
    Medens Aften-Purpurstunden
    Lunden smilende forgylder,
    Fylder Sang de dunkle Kroner,
    Toner Nattergalens Vise.
    O saa priis! saa lad os prise,
    Hvad der kræver Alles Priis.
 
        Men hvilken underlig
        Ahnelse ængster mig?
        Storm! ha hvi brummer du?
        Sang! hvi forstummer du?
 
        Himmel! har Tigrens Kloe
        Myrdet min Lyst og Roe?
        Stødt ham i Skoven ned?
        Grumme Forvovenhed!
 
        Angest! hvi ulmer du?
        Hierte! hvi svulmer du?
        Glæde! hvi svinder du?
        Taare! hvi rinder du? --