Hist ude er koldt; og med smerte
ser linden ned til sit faldende hår;
Men her, ak! Her i mit hjerte
nu blomstrer den favreste vår.
Der spirer den grønneste vang,
hvor vækkende luftninger går;
nys rosen udsprang!
Det er den, jeg skylder min sang.

Før var der så mørkt; men med luen
har rosen malt både blade og træ'r,
da højt, så højt imod buen
den sendte sit tryllende skær;
min barm, der var nylig så trang,
nu rummer en duftende hær;
nys rosen udsprang!
Det er den, jeg skylder min sang.

Før var der så tyst, og i dvale,
som dødens, dybt hver en tone var lagt,
men nu, ak! Nu kan den tale,
til live ved rosen genvakt;
med duft og med stråler og klang
min vår skal forkynde sin pragt;
nys rosen udsprang!
Det er den, jeg skylder min sang.