Rinda min Brud, allerkjæreste min,
dejlig og fin,
lærer dig Natten at grue?
Sidder du hisset og tænker paa Skalk,
klapper med snehvide Hænder hans Falk,
løfter hans Sværd og hans Bue?

Danskerne sejrede, Venderne faldt,
Drotten er kvalt!
Glemt er nu Heltens Bedrifter.
Sloen skal finde ham blodig Paa Sten,
Maanen skal se, hvor han hænger paa gren,
Gysende fra sine rifter.

Andet det var, da jeg Brylluppets Nat
Favned min Skat,
Nu skal mig Døden omfavne.
Schwantevit, Provo! Foragtede Gud!
Slaverne lystre nu Gothernes Bud.
Odin har sendt sine Ravme.

Maanen sig sniger ad natlige Sti.
Var det forbi!
Kvalen ej ængster den Døde.
Hævner, I Vender, paa Gothen min Spot!
Afbrænder Skoven, hvor Skalk, Eders Drot,
Slagtes til Ulvenes føde.