Fem Sange

Hvad angaar det dig
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —

Rinda min Brud, allerkjæreste min,
dejlig og fin,
lærer dig Natten at grue?
Sidder du hisset og tænker paa Skalk,
klapper med snehvide Hænder hans Falk,
løfter hans Sværd og hans Bue?

Danskerne sejrede, Venderne faldt,
Drotten er kvalt!
Glemt er nu Heltens Bedrifter.
Sloen skal finde ham blodig Paa Sten,
Maanen skal se, hvor han hænger paa gren,
Gysende fra sine rifter.

Andet det var, da jeg Brylluppets Nat
Favned min Skat,
Nu skal mig Døden omfavne.
Schwantevit, Provo! Foragtede Gud!
Slaverne lystre nu Gothernes Bud.
Odin har sendt sine Ravme.

Maanen sig sniger ad natlige Sti.
Var det forbi!
Kvalen ej ængster den Døde.
Hævner, I Vender, paa Gothen min Spot!
Afbrænder Skoven, hvor Skalk, Eders Drot,
Slagtes til Ulvenes føde.

Det bødes der for i lange Aar,
Som kun var en stakket Glæde;
Det smiler man frem [i]1 flygtig Stund,
Man [bort kan i Aar ej]2 græde.
Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.

Der ages paa Lykkens gyldne Hjul
Saa fast, at En intet sandser;
Men Sorgens trælsomme tunge Læs
Det venter os dog, naar vi standser.
Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.

Der leves i Lyst som halvt i Drøm,
Men Sorgen har ingen Drømme:
Med vaagne Øjne den paa Dig seer,
Øjne som sugende Strømme.
Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.

Ej Smilet vil lyse din Dag i Seng,
Men Taaren har gode Stunder;
Thi Smil er Glands kun af det, der er,
Graad Skyggen af det, der gik under.
Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.

Alle de voksende Skygger
Har vævet sig sammen til en,
Ensom paa Himmelen lyser
En Stjærne saa straalende ren,
Skyerne have saa tunge Drømme,
Blomsternes Øjne i Duggraad svømme,
Underligt Aftenvinden 
Suser i Linden.

Pagen høit paa Taarnet sad,
Stirred ud så vide, 
Digtet på et Elskovskvad
Om sin Elskovskvide,
Kunde ikke få det samlet,
Sad og famled'
Nu med Stjerner, nu med Roser -- 
Intet rimed' sig på Roser --
Satte fortvivlet så Hornet for Mund,
Knugede vredt sit Vaerge,
Blaeste så sin Elskov ud
Over alle Bjaerge.