Tre sange , opus 4

See, Aftnen er saa stille, og Himlen er saa blaae!
Nu sove alle Blomster og alle Fugle smaae;
De nikke og de drømme, forstyr ei deres Lyst!
En Verden der jo bygger, selv i det mindste Bryst.

I Drømme svinger Lærken sig i den friske Luft,
Og hvad hvert Blomster føler, det aander ud i Duft.
Den hele, vide Verden med sine Verdner smaae,
Og alle Himlens Himle, jo i mit Hjerte staae;

Jeg føler Øiet græde, og svimler dog af Lyst;
Jeg kunde salig trykke hver Skabning til mit Bryst!
See, alle Stjerner blinke - og Aftnen smelter bort;
- Lad Stormene kun stige og klæde Natten sort.

Sov sødt og drøm, I Fugle! - drøm kun I Blomster smaae!
I Hjertet er der stille, og der er Himlen blaae!

Stille, du elskede Kvinde!
Tyst maa vi træde, vi to.
Der sover en Sang her inde
I Skovens natlige Ro.
 
Stille er Vover og Vinde,
Tavs er hver Sangfuglemund,
Tiende Kilderne rinde
Blankt over mossede Bund.
 
Maanestraalerne spille
Tyst mellem Bøgene frem,
Langs ad Stierne stille
Blunder en lyslig Bræm.
 
Sølvskyen selv der oppe
Hviler paa Vingen bred,
Højt over Træernes Toppe
Skuer den lyttende ned.
 
Stille er Vover og Vinde,
Tyst maa vi træde, vi to.
Der sover en Sang her inde
I Skovens natlige Ro.

Rundt, rundt, rundt! 
I en Ring gaar det Hele omkring
mellem Vuggen og Graven med Sving. 
Gaar det op, gaar det ned, 
men jeg trøster mig med 
jeg har vundet, naar haardest jeg stred. 

Rundt, rundt, rundt! 
Jeg forgaar, dersom stille jeg staar, 
og mit Hjul i en Traad ikke gaar. 
Heller briste af Slid 
i den knapmaalte Tid
end at tæres af Rust og af Nid. 

Rundt, rundt, rundt!
I en Ring gaar det Hele omkring 
mellem Vuggen og Graven med Sving
gaar det ned eller op, 
gaar det rundt som en Top, 
til det brister saa siger det stop!