Romanser , opus 15

Nu løftes Laft og Lofte
Til Stjernehvælven blaa,
Nu flyver lille Haakon
Med Drømmevinger paa.

Der er en Stige stillet
Fra Jord til Himmel op,
Nu stiger lille Haakon
Med Englene tiltop.

Guds Engle smaa, de vaager
For Vuggebarnets Fred,
Gud sign' Dig, lille Haakon,
Din Moder vaager med!

Se, Solen blusser saa elskovsrød!
Den lægger sit Hoved i Bølgens Skjød.
Dog, hvem kan skildre det red med Ord!
Tilbedende tier den hele Jord,
Kun Blomsterne nikke i Vinden,
De kysse hinanden paa Kinden.

I Bugten hist, hvor Sivene gro,
Der gynge i Baaden de Elskende to;
I Havet, i Øjet og højt i det Blaa,
Alle tre Steder jo Himle staa,
Men allerherligst blandt disse
Er Øjets Himmel tilvisse.

Den Himmel ejer det reneste Blaa,
Og Tankerne der som Stjerner staa;
Der skuer man klart i Aandernes Land,
Man føler sig Barn, og dog en Mand,
hver Tanke mod Himlen sig taber,
Og Hjertet tror paa sin Skaber.

Hun mig har glemt! Min Sorg hun ej se!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Ve!
Jeg vil gaa min lystige Gang,
Solen skinner jo Dagen lang,
Droslen fløjter sin Sang.

Hun har mig glemt, min Sorg hun ej se!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Ve!
Vinden bærer fra Hjemmets Ø.
Ud! derud paa den aabne Sø.
Alle Griller skal dø!

Hun har mig glemt, min Sorg hun ej se!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Ve!
Nye Lande jeg snart skal se,
Øjet græd, men nu skal det le,
Selv om Hjertet har Ve!

Hun har mig glemt, min Sorg hun ej se!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Ve!
Solen skinner jo Dagen lang,
Maanen gaar taus sin gamle Gang.
Hjertets Sorg bliver Sang!

Så du ham min lille Dreng
med den lyse krøllede Lok?
Så jeg på ham længe,
jeg så dog aldrig nok!
Ak så tom, så tom,
så tom står nu hans lille Vugge,
mens mit stakkels Bryst
er fuldt af Sorg og dybe Sukke.

Milde Jesus, du var hård,
da du tog ham bag Stjernerne små!
Trængte du til Engle?
ak Jorden har så få!
Gav du ham et Vingepar
og Himlens lyse Glæde?
Hjælp da mig, som Ingen har,
o hjælp mig til at græde!