3 sange , opus 86

Stille, sagte suser Vinde
medens Solens Straaler svinde,
Skyerne i Farver glöde
i den siste Aftenröde.

For mit Öje strömmer stille
Livets lyse klare Kilde,
od den maner tyst tilbage
Minder fra de svundne Dage.

Klare Toner op sig svinger,
Bölger kruses mens de klinger.
Sagte slutter Sövnen sine
arme blideligt om mine.

Jeg er som et ensomt Lys i en Lygte,
ingen tager sig af det. Stormen vil slukke
alt det varme, ud i Mörkret vil det flygte
bort for den raakolde Storms hvinende Sukke.

Er der ingen der kan bringe Varme,
et godt, kaerligt Hjertes Varme, ingen?
Og mit Hjerte skal fryse og holde op med at slaa.

Er der ingen gode Öjne
og ingen aabne Arme
og intet Sind, som kan forstaa,
at det at vaere ene i lange, lange Tider
er vaerre end at dö.

Grenarna luta nära,
   nära
öfver oss ned sin snöbukett.
Vindarna vagga skära,
   skära 
hängen, som böja sig mjukt och lätt.
Häggen står brud [för]1 sommarens vind,
vinden smeker dess vita kind.

Drömmarna flyga ljusa, 
  ljusa,
sländorna svärma mot himlens blå.
Höga häggarna susa, 
  susa,
vaja och [hviska]2 och hvita stå. --
Rundt om mig sommar och du i min famn!
Lif, jag välsignar i jubel ditt namn!