(Seks) Sange = (Sechs) Lieder , opus 18

Bad I om sang til vinen?
En dæmpet sang i det dæmrende lys,
sang over fyldte bægre!

Nei, blomsterne dufter så altfor deiligt inat!

Jeg kysser den slankeste lilje,
jeg hæver det blankeste bæger,
og duggen falder, og natten vinder,
og dagens tindrende høitid rinder,
sol står af hav!

Da tømmer jeg bægret i lange drag,
da bøier jeg knæ for den lyse dag,
og synger en sang for alverdens dårer:
om alt, vi har jublet, om alt, vi har gråt,
om dronningen i vore drømmes slot,
din høisang, Zerlina.

Ind i dit matgyldne solsilkehår
fletter sig therosens blegrøde blade,
og om dine duedunhvide arme
snor sig broncebrunt, guldbræmmet løv.
Og al den sol, som mit øie har blændet,
hver glødende farve, som har mig beruset,
- sanseberuset -
eier dit smil. -

Den sarteste, vage musik den klinger i dine sange:
døgnfluevingers susen i natteblød luft,
jasmindufts rislen gjennem rosenblade
og stjerneskins sagte synken i blankbløde vande.

Sommer og ungdom er dit navn
du kvinde, jeg så i de deiligste drømme,
du kvinde, jeg elsker...
...Zerlina! - 

Gretchen ligger i kiste 
dybt i den sorte muld. 
Gav jeg hende en kyse, 
foret med røden guld. 

Sænked i sorten kiste 
Gretchen så skjær og fin. 
La' de kolde små hænder 
over det hvide lin. 

Ene i natten jeg sidder, 
Stormene går over hav, 
river alle de blomster 
fra lille Gretchens grav. -- 

Liden Kirsten hun sad på silde, 
mens gjøgen gol udi grønne skov. 
Liden Kirsten nynned en vise, 
imens hun sit brudelin vov. 

Liden Kirsten hun sad ved sit vindve 
og så på sin ring af guld, 
skotted nedad sit sorte skjørt
og smilte så tankefuld. 

Liden Kirsten lagde sit hoved tilro 
på armens snehvide lin. 
Og hæggen dufted, 
mens Kirsten drømte om kjæresten sin. 

Liden Kirsten løste sit gule haar 
og gik til ro i sin kove. 
Liden Kristen folded de hænder små, 
mens gjøgen gol udi skove.

Der skreg en fugl over øde hav,
Langt fra Lande.
Den skreg så sårt i den høstgrå dag,
flaksed i brudte, afmægtige slag,
seiled på sorte vinger
bort over hav...

Bølgerne ruller så tungt ved nat
langt ude på havsens vande. -
Der vifter ei vind, og der er intet seil,
der glimter ei stjerner i sjøens speil; -
men der driver lig mod strande.

Der flyder i natten et lysende skjær
histude på havsens vande.
Der driver en kvinde i silkerig dragt
med armene stivt over sjøerne strakt; -
et lig, som driver mod strande.

Men rinder da solen ved vinterdag
så rød over havsens vande,
da ligger en strime med skum igjen
og gynger hvid iver sjøene hen,
mens der driver lig mod strande.