Fyra dikter av Ernst von der Recke , opus 13

Der Mond schon wandelt am Himmelszelt
Es glänzt des Taues Pracht, 
Der Tag schwand dahin, es ruht die Welt
Allerliebste mein, gut' Nacht.

Es prangt ein Stern so schön und klar wie Du,
Du Stern im höchsten Himmelsgefild'
Mit Dir die Seele voll Zauber schwillt
Wenn endlich der Tag geht zur Ruh.

Es sinkt die Sonn in des Westens Pfort
Wo küssend die Welle bricht
Es wartet dein deine Seele dort
Im heimlichen milden Licht.

Alt vandrer Månen sin Vej i Kveld, 
Ned rinder Duggen i Krat; 
Nu ganger den lyse Dag på Held, 
Allerkjæresten min, Godnat. 

Ret aldrig stræler så klar som du 
En Stjerne på Himlens Blå;
I Kveld står altid til dig min Hu, 
Når Dagen til Ro mon gå. 

Hvor Solen drager i Vesten ind, 
Af Havet i Favntag kryst, 
Ret altid søger dig da mit Sind 
Der, hvor der er mildt og lyst. 

Mig tykkes, du stod ved mit Leie,
Og din Kind var min Læbe nær,
Og jeg følte over mit Ansigt
Dens lysende Purpurskjær.

Og jeg mærked, over min Pande
Din Aande strøg som et Pust,
Og jeg hørte din bløde Stemme
Og lyttede til berust.

Da foer jeg med eet overende,
Og Drømmen svandt som et Lyn,
Da var det kun Morgenrøden, 
hvis Glands havde blændet mit Syn,

kun en Duft Af Jasminer og Roser,
Der bølged ad Vinduet ind,
en Duft av Jasminer og Roser,
Kun en Drossel, der slog sin Trille
Paa en Gren, i den blomstrende Lind.

Jeg sadled min Hest en Morgenstund
Med Sommersolen den klare;
Saa red jeg mig i den grønne Lund
At bede den vildene Hare.

Den vilde Hare med Hjort og Raa
Jeg vilde i Lunden jage,
Og glemme det, mig paa Sinde laa
Alt udi Uger og Dage.

Men Hjort og Raa havde hendes Gang,
Og Hinden havde hendes Øie,
Og den liden Fugl havde hendes Sang,
Der kunde mit Hjerte bøie.

Og Rosens Kind havde hendes Lød
Og Bækken hendes sagte Tale
Og Skovens Vind hendes Hvisken blød,
Som mit Hjerte har lagt udi Dvale.

Jeg red fra Skoven, alt som jeg kom;
Smaafuglene sunge paa Grene;
Det var, som spurgte de alle om,
Hvi jeg monne ride saa ene.

Alt falder Løvet i Lunden tæt,
Som haver den smykt i Vaar;
Den grønne Lind har sin Krands forgjet
Og falmer sit faure Haar.

Den grønne Bøg har sin Krone mist,
Og Linden har tabt sit Blad;
Den Smaafugl sidder nu taus paa Kvist,
Som førre saa lifligt kvad.

Den vilde Fugl, som saa lystigt kvad,
Den sørger for sine Fjer;
Den Jomfru, som under Linden sad,
Hun sidder der aldrig mer.