4 Sange af Arne

Ingerid Sletten af Sillegjord
havde hverken sølv eller guld;
men en liten hue af farvet uld,
som hun havde fåt udaf mor.

En liden hue af farver uld,
havde hverken stas eller fo'r;
men fattigt minne om far og mor,
der skinned langt mer' end guld.

Hun gemte huen i tyve år,
måtte ikke slide den ud!
Jeg bærer huen engang som brud,
når jeg for alteret går.

Hun gemte huen i tredive år,
måtte ikke skæmme den ud!
så bærer jeg den så glad som brud,
når jeg for vor Herre står.

Hun gemte huen i fireti år,
huskede endnu på sin mor,
»vesle min hue, forvist jeg tror,
vi aldrig for alteret står.«

Hun ganger for kisten at tage den,
hjærtet var så stort derved;
hun leder frem til dens gamle sted,
da var der ikke tråden igen.

Hun Venevil hopped' på letten fod 
  sin kjærest' imod. 
Han sang, så det hørtes over kirketag: 
  "God dag! god dag!" 
Og alle de småfugle sang lystig med i lag: 
  "Til sanktehans 
  er der latter og dans; 
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans!" 

Hun fletted' ham en af de blomster blå: 
  -- "Mine øjne små!" 
Han tog den, han kasted' og tog den igjen: 
  "Farvel, min ven!" 
og jubled', mens han sprængte over agerrenen hen: 
  "Til sanktehans 
  er der latter og dans; 
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans!" 

Hun fletted' ham en: "Hvis du ej forsmår, 
  af mit gule hår?" 
Hun fletted' hun bød ham i ypperlig stund 
  sin røde mund. 
Han tog den, og han fik den, og han rødmede som hun. 
  "Til sanktehans 
  er der latter og dans; 
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans!" 

Hun fletted' en hvid i et liljebånd: 
  "Min højre hånd." 
Hun fletted' en blodrød i kjærlighed: 
  "Min venstre med." 
Han tog imod dem begge to, men vendte sig derved. 
  "Til sanktehans 
  er der latter og dans; 
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans!" 

Hun fletted' af blomster fra hver en kant: 
  "Alle dem, jeg fandt!" 
Hun sanked', hun fletted' og gråt dertil: 
  "Tag dem, du vil!" 
Han tiede og tog dem blot, men flygtede så vild. 
  "Til sanktehans 
  er der latter og dans; 
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans!" 

Hun fletted' en stor uden farvesans: 
  "Min brudekrans!" 
Hun fletted', så fingrene bleve blå: 
  "Sæt du den på!" 
Men da hun skulde vende sig, hun ingensteds ham så. 
  "Til sanktehans 
  er der latter og dans; 
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans!" 

Hun fletted' modig foruden stans 
  på sin brudekrans. 
Men nu var det langt over sanktehans, 
  ingen blomster fandt's. 
Hun fletted' af de blomster, som slet ikke fandt's! 
  "Til sanktehans 
  er der latter og dans; 
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans."

Træet stod færdigt med blad og med knop.
"Skal jeg ta dem?" sa' frosten og pustede op.
  "Nej kære, lad dem stå,
  til blomster sidder på!" --
bad træet og skalv ifra rod og til top.

Træet fik blomster, så fuglene sang.
"Skal jeg ta dem?", sa' vinden og vifted og svang.
  "Nej kaere, lad dem stå,
  til bæret sidder på!" --
bad træet, i vinden det dirrende hang.

Og træet fik bæer under soløjets glød.
"Skal jeg ta dem?" sa jenten så ung og så rød.
  "Ja kære, du kan ta
  såmange du vil ha!"
sa' træet, og grenen den bugnende bød.

 ... 

Ørnen løfter med stærke slag
  over de høje fjelde,
ror i den unge, kraftfulde dag,
mætter sit mod i det vilde jag,
  sænker sig, hvor den lyster,
  ser mod de fremmede kyster! 

 ... 

Skal jeg da aldrig, aldrig nå
  over de høje fjelde? 
Skal denne mur mine tanker slå,
sådan med sne-is og rædsel stå
  stængende der til det sidste,
  blive min dødningekiste? 

Ud vil jeg! ud! -- O, så langt, langt, langt,
  over de høje fjelde! 
her er så knugende, tærende trangt,
og mit mod er så ungt og rankt,
  lad det få stigningen friste,
  -- ikke mod murkanten briste!

Engang, jeg véd, vil det række frem
  over de høje fjelde,
kanske du alt har din dør på klem? 
Herre, min Gud! godt er dit hjem,
  lad det dog endnu stænges,
  og jeg få lov til at længes!