Digte fra Middelalderen = Mittelalterische Romanzen

Der gik tre favre jomfruer små
igennem den grønne lund.
Og dem drev dug over hviden fod
den sildige aftenstund.

Den ene hun sang så frydefuldt,
den anden var mod i hu,
den tredje tog til at spørge:
“Hvor er din fæstemand nu?”

“Og hvorfor ville du spørge mig?
Det var min bitreste nød!
Tre riddere vog min fæstemand,
nu er han slagen og død.”

“Og er han slagen, og er han død,
du vorder aldrig hans viv.
Så tag dig en anden fager svend,
det glæder dit unge liv!”

“Og tog jeg en anden fager svend,
så slog det mit liv ihjel.
Farvel både fader og moder,
du lillesøster farvel!

De tued en grav op under en lind,
så sørgelig på den jeg ser.
Jeg ganger mig ud til den grønne lind,
så kommer jeg aldrig mer.”

Der skulde to Søstre til Kilden gaa,
Og Gai tog Krukken at bære paa,
Imens Oriour paa Blomsterne saa.
        Det lufter i Løv, det suser i Træer,
        Og nu vil jeg kysse min Hjertenskjær!

Fra Klosteret kom den lille Gerard;
Han kyssede Gai, som Vandkrukken bar,
Og strax fik han elleve Kys til Svar.
        Det lufter i Løv, o. s. v.

»Gaa hjem, Oriour, saa stærkt, som Du kan!
»De vente hjemme paa Krukken med Vand,
»Men jeg vil tage Gerard til Mand!«
        Det lufter i Løv, o. s. v.

Helt smaa var de Skridt, Oriour hun tog,
Saa saare hun græd, sine Hænder hun slog:
»»Skam faa Du, Søster, at hjem Du mig jog!««
        Det lufter i Løv, o. s. v.

»»Du gaaer med Gerard, og vel jeg det seer,
»»Han kyssede én Gang, han kyssede fler,
»»Det troer jeg: Du kommer vist aldrig mer!««
        Det lufter i Løv, o. s. v.

Gerard og Gai blev hinanden tro,
De gik til hans Farmoder begge to,
Hun lod deres Bryllup med Ære bo.
        Det lufter i Løv, det suser i Træer,
        Og nu vil jeg kysse min Hjertenskjær!

Højt op i Fjældet 
og dybt ned i Dal 
unge George Campbell 
red ud ved Hanegal. 
Saa fri han red i Sadlen, 
saa stolt han red af Sted. 
Hans gode Hest er kommen hjem, 
men han kom ikke med. 

Ud gik hans Moder 
saa sorrigfuld i Gaard, 
ud gik hans unge Brud, 
hun rev sit gule Haar: 
„Saa fri Du red i Sadlen,
saa stolt Du red af Sted;
din gode Hest er kommen hjem, 
men Du kom ikke med!” 

„Min Eng ligger hen, 
og mit Hø er ikke strøet.
Min Lade staar tom, 
og mit Barn er ikke født. 
Saa fri Du red i Sadlen, 
saa stolt som ingen fler. 
Din gode Hest er kommen hjem --
Du kommer aldrig mér!”

Min Skat, vil du med mig ride?
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —

Igaaraftes peb min Vagtel
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —

Hun er saa skjær som den hvide Sne, 
Hun er saa fin med sit gule Haar, 
Hun er saa rank og saa ren at se, 
Hun er det dejligste,jeg forstaar!
      Saa lys en Glæde, som nogen véd, 
      Maa gjerne være de andre bered, 
      Men jeg vil eje min Kjærlighed.

Vel tykkes Solen mig blank og klar, 
Men bedre Lys blev i hende lagt; 
To glade Øjne den Frue har,
I dem jeg føler Guds milde Magt!
      Og lagdede Kronen fra Rom for min 
      Fod, M e n de vilde tage mit bedste Klenod :
      Den Handel blev dem vist aldrig god!

Der står et bryllup i Frankrig
ud i den stad Paris:
Helt statelig ganger i dansen
den skønne fru Beatriz

Hun dansed længe, hun dansed vel,
hun dansede let på tå.
Ude stod unge grev Martin
og blidelig til hende så.

"Hør du det, unge grev Martin,
og hør, hvad jeg spørger dig!
Hvad enten ser du på dansen?
Hvad heller ser du på mig?"

"Slet ikke ser jeg på dansen,
så mangen dans har jeg trådt;
Jeg ser på dig, for du er så skøn,
og det gør mit hjerte godt!"

"Og gør det dig godt, Grev Martin,
så tag mig og før mig af sted!
Min mand er både gammel og stiv,
han løber ikke med!"

Der står et bryllup i Frankrig
ud i den stad Paris:
Helt statelig ganger i dansen
den skønne fru Beatriz.