Fem Sange , opus 2

Ejnar:
 Agnes, min dejlige sommerfugl,
 dig vil jeg legende fange!
 Jeg fletter et garn [med]1 masker små,
 og maskerne ere mine sange!

Agnes
 [Er]2 jeg en sommerfugl, liden og skær,
 så lad mig af lyngtoppen drikke;
 og er du en gut, som lyster en leg,
 så jag mig, men fang mig ikke!

Ejnar
 Agnes, min dejlige sommerfugl,
 nu har jeg maskerne flettet;
 dig hjælper visst aldrig din flagrende flugt, --
 snart sidder du fangen i nettet!

Agnes
 [Er]2 jeg en sommerfugl, ung og blank,
 jeg lystig i legen mig svinger;
 men fanger du mig under nettets spind,
 så rør ikke ved mine vinger!

Ejnar
 Nej, jeg skal løfte dig varligt på hånd
 og lukke dig ind i mit hjerte;
 der [kan]3 du lege dit hele liv
 den gladeste leg, du lærte !

Naar Bølgen langsomt vugger
Sig mod den grønne Strand;
Naar Solens Ansigt dukker
Ned bag det fjerne Land;
Naar gjennem Lunden bæver
Den lune Aftenvind, -- 
Er det min Aand, der svæver
Og kysser paa din Kind.
 
Hvad Kildens Vover spille,
Er som min Stemmes Klang;
I Morgenlærkens Trille
Du ane skal min Sang;
Fra Caprifoliens Ranke,
Der aander sød og varm,
Ømtsmigrende min Tanke
Sig trænger til din Barm.
 
Den Orm, som Foden træder,
Besjælede jeg nys;
Den Frugt, [din]1 Læbe væder,
Er smeltet ved mit Kys;
Den Bi, der om dig surrer,
Bær Sødme fra mit Bryst;
Skovduen hist, som kurrer,
Har lært det af min Røst.
 
Thi det mig mon forlene
Den Gud, som mig har kaldt,
I Løndom at forene
Mig med Naturens Alt.
Hvorhen dit Blik du skikker,
Et Vink du fra mig faaer, --
Og du er aldrig sikker,
Ihvor du gaaer og staaer!

I Skovens Højsale Falken grå
Tør bygge med trøstigt Mod;
Men jeg har ikke en kvist, hvorpå
Jeg hvile kunde min Fod.

Bag dunkle Buske, så lunt i Løn,
Der lægger sig Hjort og Hind;
Men jeg har ikke den Tue grøn,
Hvor jeg kunde svale min Kind.

Når Blomsten græder, i Luftens Strøm
Dens Smerte vorder så kort;
Til mig der når ingen ånde øm
For at veire min Tåre bort!

    I hvor jeg end
    Slaaer Øiet hen.
Det søger helst mod Vest:
    Der er det jo
    Den Glut mon boe,
Jeg lider allerbedst.
    Bag Hybenhæk
    Den vilde Bæk
Slaaer der saamangen Bugt,
    Men Dag og Nat
    Ikkun min Skat
Omsnoer min Længsels Flugt.

    I Vindens Suk,
    I Blomstens Dug
Hun for min Tanke staaer,
    I Fuglens Sang
    Bag Buskens Hang
Mig hendes Stemme naaer.
    Hver Dal saa grøn,
    Hvor taus iløn
Skovbækken lister sig,
    Hver Sky i Qveld,
    Hvert Kildevæld
En Hilsen bringer mig.

    Blandt Høi og Dal,
    I Skovens Sal,
Bruus, milde Zephyr, frem!
    Blandt Foraarsløv,
    Med Blomsterstøv
Bring Bien til sit Hjem!
    Og bring mig sød
    Og hvid og rød
Herhid igjen min Brud!
    Mod hendes Smiil
    Er mat hver Piil,
Som Skjæbnen sender ud.

    Hvad Suk og Eed
    Vi vexled, veed
Kun Himlens Stjernehær;
    Vi skiltes ad —
    Ak! mon vi glad
Skal atter mødes meer?
    Den høie Magt,
    Som saae vor Pagt,
Som Hjertets Løndom veed,
    Kan vidne kun,
    At ene hun
Har al min Kjærlighed.

Jeg ser dig med min Tanke, jeg ser dig med min Sjæl,
med Længse lens tungsindige Øie;
jeg ser dig i det Fjerne; men beder jeg, o dvæl!
Da flygter du som Solen bag Høie.

Du fører mine Drømmes livsalige Chor,
med Strængespil og tonende Sange,
din Stemme kan jeg høre, jeg ser dit lette Spor,
lig Hindens, den man aldrig kan fange.

Og havde jeg en Ganger, som Fuglen saa snel,
med Vinger og flyvende Manke 
jeg naaed dig dog aldrig, jeg red din før i hjæl, 
thi du er mere let end en Tanke.

Jeg ser dig i det Fjerne, ved Dagen og ved Nat.
Men helst dog, naar jeg vandrer alene,
hvor Nattergalen slaar i det sommergrønne Krat,
og Bølgen sagte risler blandt Stene.

Da klinger over Vandet en Gjenlyd af din Røst,
og kalder mine Drømme didover,
jeg folgerak! men finder ikkun den tomme Kyst
og hører kun de sukkende Vover.