Ti Sange til Digte af Vilhelm Krag , opus 31

Hvad er det for Sølvglans,
som flagrer og svinger i Maanedis?
Hvad er det for Brusen
af mægtige Vinger mod Nattebris?
For høie, deilige Kvinderøster
de klinger over Havet fra Vester til Øster
en Klage af Sjæle, som ingen aner.
Hys, Hys, det er Madonnas Svaner.
 
Hver Nytaarsnat vandrer Guds hellige Mor
langs Vei og Sti.
Og ikke en Dør paa den vide Jord
gaar hun forbi.
En Kvinde, som endnu er ren i Sind,
Guds Mor vil føre i Stjerneskin
med spidse Vinger I Svanefølge
paa Nathimlens Maanebølge.
 
Hver Nytaarsnat vandrer Guds hellige Mor
til evig Tid.
Men ingen Menneskesjæl på Jord
er skjær og hvid,
Og derfor klager de deilige Røster,
saa sårt over Havet fra Vester til Øster,
en Klage af Sjæle, som ingen aner.
Hys, Hys, det er Madonnas Svaner.

Det er Nat paa vide Vande,
langt fra Lande, [langt fra Lande]1.
Valborgsnat så lys og skjær.
Lavt mod Nattehimlens Rande
ryger Dagens røde Brande
og om Verden, fjernt og nær,
tindrer tusind Stjernes Hær.

Nat henover vide Vande.

Der skreg en fugl over øde hav,
Langt fra Lande.
Den skreg så sårt i den høstgrå dag,
flaksed i brudte, afmægtige slag,
seiled på sorte vinger
bort over hav...

Der drager ved nat over havet
et stemmekor,
en sang saa stor -
stiger fra bølgevrimlen
svulmende op imod himlen.

Jeg sidder og lytter og lytter,
ser ud, ser ud,
aa Gud, aa Gud,
nattens brusende orgel
spiller Vorherre paa!

Klagende, knurrende 
Stemmer I Stormen,
haukende, hæse 
Skrig fra Mørket.

Himlen i brusende 
Fos mod Havet.
Havet med knyttede 
Klør mod Himlen

Skumsprøiten steilende 
høit foran Bougen,
flaksende mod mig i 
gustne Gestalter.

Opifra dybet 
Slanger som slikker,
henad mit Ansigt med 
valne Tunger,

Opifra Dybet, 
indover Rælingen,
famlende, kradsende, 
knoklede Hænder.

Døden staar krum bortved 
Rattet og synger.
Hjælp os, Herre 
i Himlene!

Alverden skal synge din bryllupsdag,
og hæggen i lien skal skinne.
Og lyset skal bølge i store slag,
og vinden ride i ungdomsvildt jag
over hver sollys tinde.

Du sidder så stille den lyse nat,
mens hvide syrener dufte.
På blegrøde roser har majnatten bredt
sin lyseblå silkekufte.
Du græder. Du sidder
så hvid og varm.
Jeg lægger min kind mod
din myge arm.
Jeg stryger så varsomt det blonde hår
og kysser de blanke øine. 

Græd kun, du blege bedrøvede barn,
kanskje da sorgen letter,
gjerne jeg vilde vel sidde hos dig
alle de tunge nætter.

Varsomt skulde jeg stryge min hånd
over dine lokker lange.
Jeg skulde sidde og nynne for dig
alle mine tungeste sange. 

Træd stilt, træd stilt, det er Valborgsnat !
Det hvisker så sært i det mørke krat,
og hæggen dufter i lunde.
Og nattågen breder sig blå som vang.
og bækken dæmper sin rislende sang,
og alle de blomster blunde.

Se der, de der under orekrat!
Der er dans i skoge ved Valborgsnat
og leg på lønlige veie.
Og guldhønen spiller på silkestreng,
og alverne danser på moseseng,
og blege violer neie.

Og se - der kommer en lygtemand,
han render omkring med en glorød brand
og gir sig til at lyse.
Og myggene vimser i florlet særk,
og græshoppen messer ret som en klerk,
og tussefar snur sin kyse.

Og hæggen dufter ved Valborgsnat,
det hvisker så sært i det mørke krat,
og alver danser i lunde.
Så stilt du sidder i søndagsskrud,
og taus jeg kysser min hvide brud,
mens alle de blomster blunde.

— This text is not currently
in the database but will be added
as soon as we obtain it. —

Men inde i palmelunden
er der saa svalt og stille.
To smaa rislende springvand
ensomt i solskinnet spille.

En faun af cararisk marmor
blunder i skyggen, den dunkle.
Nedad hans nakke og skuldre
vandperler skinner og funkle.

Fremmede sære blomster
hede i solen dufte,
vugger de store bægre
sagte paa sommerens lufte.

Alle de blomster nikke
mod mig fra alle steder,
som om de vil mig fortælle
glødende hemmeligheder.