Digte efter det Engelske ved Caralis, , opus 4

Skal vi vandre en Stund
I den dæmrende Lund,
[Mens]1 Fuldmaanen hist holder Vagt,
Jeg vil hviske, min Skat,
I den kjølige Nat,
Hvad jeg aldrig ved Dagen fik sagt.

Jeg ved Stjernenes Skjær,
Skal betro Dig en Hær
Af Tanker, som aldrig fik Ord,
Imens Nathimlens Glands,
Som en [straalende]2 Krands,
Om din luftige Skjønhed sig snor.

Og naar Maanen fra Sky
Over Marker og By
Udgyder sin sølverne Flod,
Vil mig fængsle dens Skin
Paa din Pande, din Kind,
Vil jeg knæle iløn ved din Fod.

Vil Du dele min Drøm
Ved den brusende Strøm,
Gynge med mig paa Bølgernes Top?
Lytte, Bryst imod Bryst,
Til den selsomme Røst
Som fra Dybet hæver sig op?

Ak! som Bølgernes Tog,
Naar dem Stormvinden jog,
Midt i Natten, mod knusende Kyst,
Saadan var jo den Strid
Som fra tidligste Tid
Har raset her i mit Bryst.

Lad os sværme en Stund
Da ved Sø og i Lund,
[Mens]1 Fuldmaanen hist holder Vagt!
Jeg vil hviske, min Skat!
I den kølige Nat,
Hvad jeg aldrig ved Dagen fik sagt.

Med Havets brusende Vande
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —

See! Luften er stille,
    Smaabølgerne gaae,
Dugtaarerne trille
    Fra Blad og fra Straa;
Og Maanen nedsmiler
    I deilige Nat:
Nu kom til dit Vindve,
    O Mary, min Skat!

I Straalernes Flitter
    En Skabning meer fiin
Ei over et Gitter
    Sig bøied, end din.
O kom til dit Vindve
    Og send mig, min Skat,
Et Smiil af din Læbe
    Den deilige Nat!

Vil Stormen mig bøie,
    Din Favn er mit Ly,
Min Himmel dit Øie,
    Dertil vil jeg tye.
Hvor høit jeg Dig elsker,
    Det veed Du, min Skat!
Godnat da, min Elskte,
    Min Mary, Godnat!

    I hvor jeg end
    Slaaer Øiet hen.
Det søger helst mod Vest:
    Der er det jo
    Den Glut mon boe,
Jeg lider allerbedst.
    Bag Hybenhæk
    Den vilde Bæk
Slaaer der saamangen Bugt,
    Men Dag og Nat
    Ikkun min Skat
Omsnoer min Længsels Flugt.

    I Vindens Suk,
    I Blomstens Dug
Hun for min Tanke staaer,
    I Fuglens Sang
    Bag Buskens Hang
Mig hendes Stemme naaer.
    Hver Dal saa grøn,
    Hvor taus iløn
Skovbækken lister sig,
    Hver Sky i Qveld,
    Hvert Kildevæld
En Hilsen bringer mig.

    Blandt Høi og Dal,
    I Skovens Sal,
Bruus, milde Zephyr, frem!
    Blandt Foraarsløv,
    Med Blomsterstøv
Bring Bien til sit Hjem!
    Og bring mig sød
    Og hvid og rød
Herhid igjen min Brud!
    Mod hendes Smiil
    Er mat hver Piil,
Som Skjæbnen sender ud.

    Hvad Suk og Eed
    Vi vexled, veed
Kun Himlens Stjernehær;
    Vi skiltes ad —
    Ak! mon vi glad
Skal atter mødes meer?
    Den høie Magt,
    Som saae vor Pagt,
Som Hjertets Løndom veed,
    Kan vidne kun,
    At ene hun
Har al min Kjærlighed.

I Knøse! tag, det raader jeg,
    For Anna Jer iagt!
Hun har — omkring sin Mund et Smiil,
    Som faaer med Hjertet Magt.
Hun har en Hud som Svaneduun,
    Et Blik som Stjerneskjær,
Man spænde kan om hendes Liv —
    O, kom blot ei for nær!

Med hende følger Ungdomslyst,
    I Spidsen Glæden gaaer,
Med Kjærlighedens Seierskrands
    Paa rede Haand den staaer.
Priis Slavens Lod, faaer Elskov først
    Med Mandens Hjerte Magt —
I Knøse! tag, det raader jeg,
    For Anna Jer iagt!