Fyra dikter av Ernst von der Recke , opus 11

I våren knoppes en lind så grøn
med [liljer]1 og martsviol;
der under sidder en jomfru skøn
og syr mod den klare sol.

Selv er hun ligest en sol i vår
som æblet er hendes kind;
Når hun for [spejlet]2 slår ud sit hår,
det falder som blomster fra lind.

Selv er hun et spejl udaf renest glar,
der kender ej plet og brist;
hun leger på streng med en hånd så snar
som solen på lindens kvist.

Som solen fanges af lindens blad,
så fængsler hun sans og sind,
så har hun mig bundet med tryllekvad
og fanget mit hjerte ind.
[Hun har fanget mit hjerte ind,
har fanget mit hjerte ind.]3

De røde roser i lunden
stå og blomstre for vind og vejr;
Jeg ved mig for alle blommer små
en jomfru-rose fuldskær.
Som rosen sender sin duft omkring,
at alle kende den må,
så drager hun om sig en tryllering,
der ingen ifra kan gå.

Hun taler og ler af hjertensgrund,
som lærken synger sit kvad,
og ordene falde fra hendes mund
som duggen fra rosens blad
Ihvor hun går i den grønne maj,
der blegne alle blomster små;
Men hvor hun vandrer ad ødest vej,
der tykkes mig roser stå.

Der driver en Dug over Spangebro
Og over alle grønne Skove;
Det volder den fagre Rosenvaand,
At ei jeg kan Søvnen sove.

Det volder hin unge Rosenvaand,
Som ved mit Vindue gynger,
Dertil den liden Nattergal,
I Skoven derude synger.

Det er, for den dejlige Rosenvaand
Gynger sine Knopper tvende,
Det er, for den liden Nattergal,
Synger en Sang om hende.

Og kan min Hu du ej forstaae, 
og undres paa min Færd, 
da spörg den liden Sangfugl graa, 
som flyver her og der.

Da spörg den, hvi den flyer af Land 
for Vintrens Slud og Sne, 
men vender hjem igjen paastand, 
flux Solen bli´er at see.

Den liden Smaafugl veed det ej, 
den har sin Vinge kjær; 
men mer dog Hjemmets Blomst i Mai 
og Hjemmets grönne Træer.

Saa jages jeg som Fugl i Höst 
helt ofte hid og did, 
men drages af min Længsels Lyst 
mod dig til hver en Tid.

Dog al min Hu i Höst og Vaar 
kun flyver dig imod, 
og som en Sangfugl om dig slaaer, 
saasnart du er mig god.