Ni Kjærlighedssange

Du lader Ingen vide,
Om du er lykkelig?
Men, hvis du skulde lide,
Betro det da til mig.

Jeg vil din Kummer gynge
Som Barnet, der er sygt;
Jeg vil den Sange synge,
At den kan slumre trygt.

Saa roligt skal den hvile
Og glemme Taarens Bad;
Saa venligt skal den smile
Og drømme, den er glad.

Thi ak! paa Livets Strande
Langs Verdens vilde Strøm
Er Smerten kun det Sande,
Men Glæden — er en Drøm.

Naar Dagen er bortgangen
Og Natten falder paa,
Og alle de smaa Stjerner
Paa Himmelbuen gaae;
Da slumrer vel mit Øie,
Men Tanken iler frem
Og søger gjennem Sværmen
Til sit elskede Hjem.

Naar Solen atter straaler,
Da taler vel min Mund;
Det synes, som jeg er der,
Men ak! det synes kun;
Thi mens min Tunge taler,
Mit Hjerte iler frem
Og søger gjennem Sværmen
Til sit elskede Hjem.

 ... 

Urolig er min Slummer,
Ustadig er min Gang;
Og fjernt fra Harpens Strænge
Flygter modløs min Sang;
Min Tanke og mit Hjerte —
Ak, vil Du huse dem?
I Himlen og paa Jorden
De har ei andet Hjem!

Der var Roser i Dale,
Og Violer bag Hæk;
I de løvrige Sale
Var der kvidren og Tale
Af Fugl og af Bæk.

Som den smidigste Slange
Gik de Bølger i Bugt;
Og det svæved som Sange
Over Haver og Vange
  Fra Blomst og fra Frugt.

Der var Ranker, som binder
Til Himlen vor Jord;
Der var blussende Kinder,
Der var dejlige kvinder
  I Sal og ved Bord! --

Men af Alt, hvad jeg hørte,
Og af Alt, hvad jeg så,
Var der Intet mig rørte,
Mig min Tanke did førte,
Hvor jeg selv ej kan nåe!

Jeg mine Qvaler alle
Paa Dør har jaget kjæk;
Jeg saae dem tumle, falde
Og ile bort i Skræk;
Men min var ikke Kraften,
Der vandt mig dette Slag;
Det var min Helligaften,
Det var min Helligdag.

Jeg veed, de staae og vente
I Kulde hist og Slud,
Og de vil atter hente
Mig, naar jeg træder ud;
Men Aftnen vil jeg feire
I mine Tankers Ly;
Saa kan de siden leire
Sig grumt om mig paany.

Og Tankerne saa glade
Omsnoe mig som i Dands;
De lade kjærligt bade
Mig i dit Øies Glands!
De drømme, at din Stemme
Mig kalder, huld og sød; -
Ak, kunde jeg vel glemme
Den Stund, da du blev fød?

Jeg takker Gud for Livet
Og selv for hvad jeg led,
For Alt, hvad han har givet
Mig i sin Miskundhed,
For hvad han lod mig bøde,
For hvad han tilgav mig: -
For alle Roser røde,
Der blomstre huldt hos dig!

I Sommer, da vi havde det yndige Veir,
Da sang jo for mig baade Lærker og Stær,
Og Gjøgen den galed i Skoven;
Da laae jeg i Græsset saa blødt og saa grønt,
Mens Solen den tindred gjennem Løvet kjønt,
Og luunt mig omfavnede Voven.

Hvor er du nu henne, du qviddrende Gjæk!
Som sang dine Viser bag Busk og i Hæk,
Eller slog høit i Luften din Trille?
Du var jo min Mester, men ogsaa min Ven
Jeg hørte din Sang, og du min igjen,
Og saa taug vi begge To stille.

Saa du faldt i Slummer, du Rose saa rød?
Og dine Øine segned, du Lilie blød?
I kunde ei holde jer vaagen?
Ja, nu er her øde paa Mark og paa Toft,
Graaskyen har tjeldet os Himlens Loft,
Paa Stenen sidder skrigende Maagen.

Nu Nattens Storm er blevet min Nattergal fiin,
Den suser, den fløiter med sørgeligt Hviin
Gjennem vaade, sukkende Grene;
Og Døden har meiet sin grusomme Høst,
Hver Farve er slukket i Dal og paa Kyst,
Og Bølgerne stivnes til Stene.

Dog atter vil komme en pyntelig Vaar
Med Skove, der grønnes, med Fugle, der slaaer,
Med Blomster og Druer og Ranker;
Med kyssesyge Bølger ved duftende Kyst,
Med Smiil for mit Øie, med Fred for mit Bryst,
Med Haab og med freidige Tanker.

For hvem tør jeg sanke den qvægende Høst?
Med hvem skal jeg dele den friske Sommerlyst,
Og drikke af Blomsternes Skaaler?
Jeg veed det jo nok — men ak! det er mit Savn,
At end i det Fjerne hendes elskede Navn
Liig Vaaren mig lokker og straaler!

Jeg længes efter dig min Ven!
Og kommer du ei snart igjen,
Saa maa jeg plat forsage;
Mit Liv har mistet al sin Duft,
Det trykker som en Tordenluft,
Og Sangen bliver Klage.

Vort Huus er mig saa luunt og godt
Som Tommelidens Tommeltot,
Naar du kuns er derinde;
Men er du borte, uden Ro
Min Tanke flagrer fra sin Bo
For alle fire Vinde.

Jeg længes, ak! saa inderlig,
Dig, faur og fiin og elskelig,
Tæt til mit Bryst at trykke;
Du dufterige Blomsterskud,
Mit sikkre Leidebrev hos Gud,
Mit Livs, min Tankes Smykke!

Bøgen skyder alt sit Blad,
Lysegrønt og sundt og saftigt;
Lærken synger, foraarsglad, —
Efter Natteduggens Bad
Dufte Græs og Blomster kraftigt.

Føler du den milde Vaar?
Elskte! Hører du de Sange,
Der, liig Stjerneskud, fremgaaer
Høit fra Himlens Hvælving, naar
Du betræder Havens Gange?

Skimter du Violens Blaae?
Aander du dens friske Sødme?
Sees du tankefuld at gaae
Hvor de grønne Linde staae
Glimrende i Aftnens Rødme?

Eller sidder du nu gjemt
I din stille, sikkre Stue?
Mens dit Hjerte, tungt, beklemt,
For Naturens Fryd ei stemt,
Maa ved hvert et Fodtrin grue?

Nei! — jeg veed, du dvæler ei
Svag i Sorgens Fængselsskranke,
Og din Sjæl ei sygner — nei!
Kjæk paa alt det Skjønnes Vei
Sender du din stærke Tanke.

Derfor er det, Skjønhed har
Samlet huldt sig om din Vandring;
Derfor den, beslægtet, bar
Dig sin Fakkel lige klar
Under al dit Livs Forandring!

Jeg elsker dig! — og aldrig rolig
Min Tanke sværmer om dit Fjed;
Og Hjertet sprænge vil sin Bolig,
Vil ud — vil ud og sværme med.
Som i en Drøm, som i en Ruus
Jeg følger selv mit Hjertes Vildhed.
Og vaagner tidt i Nattens Stilhed
Med Blikket paa dit mørke Huus.

En Flor af Elskovstanker søde
Da spirer op og myldrer frem;
De klinge, bæve, dufte, gløde, -
Men ak! du aldrig aner dem;
Thi, naar jeg seer dig, og min Aand
Sig i din Ynde dybt tør sænke,
Da er min Tanke lagt i Lænke,
Og Læben — hviler paa din Haand.

Saa tag da Blomsterne, jeg sender,
Og lad dem være mine Bud;
Min Tanke kysser dine Hænder
Med Tak, du Elskede! til Gud.
Hvad ei mit Ord, hvad ingen Klang,
Men kun et Blik dig tolke kunde,
Skal dig de tause Blomstermunde
Forkynde — duftende en Sang!

Der bygger en venlig Svale
Paa Hendes Vindves Karm;
Forstod jeg dog dens Tale
Og Sangen fra dens Barm!

Forstod jeg dog dens Qvidder
Der inderlige Sprog,
Den taler, mens den sidder
Og seer saa skjelmsk og klog! —

For Hendes Vindve skyder
En Rosenstok sig op;
Ud gjennem Løvet bryder
Rødmende Knop ved Knop.

Den stille Blomsterranke
Stirrer ad Ruden ind:
O, vidste jeg dens Tanke!
O, kjendte jeg dens Sind! —

Og Solens stærke Øie
Og Maanens blide Blik
Saa ofte fra det Høie
Derind til Hende gik.

De lykkelige Trende
I Forhør jeg gjerne tog;
Men ak! jeg maatte da kjende
Tre nye levende Sprog!