3 Sange af Claus Groth

Da bank på mit vindu,
da bank du kun på,
når natten har lagt sig
på hytte og vrå,
 
Ja, bank kun på ruden,
da vågner jeg brat
og kommer så ud
i den kølige nat.
 
Så stille er haven,
og månen så blank,
og pilen, den gamle,
den knejser så rank.
 
Ved den vil vi sidde
alene vi to
og se op på himlen
og tale i ro.
 
Kun månen og natten
skal børe derpå,
og sent vil vi hjemad
til landsbyen gå.

Ingen nat er for mørk, og for lang ingen vej
for to, som vil mødes – det skiller dem ej.

Ingen grav er for bred og for højt intet fjeld:
vil to det af hjertet, så mødes de vel.

Der kom nok en måne og gav dem et vink,
der kom nok en stjerne med ledende blink.

De fandt vel et spor på den vildsomme sti:
vil to det af hjertet, er savnet forbi.

Han sagde mig så meget, jeg nok gad forstå;
Men alt, hvad jeg sagde, var "Johan, jeg må gå!"
Han har mig om himlen og jorden fortalt,
Om livet og døden - jeg husker ej alt.
 
Han sagde mig så meget, jeg nok gad forstå;
Men alt, hvad jeg sagde, var: "Johan, jeg må gå!"
Han holdt mig ved hånden og bad mig især
dog rigtig af hjertet at have ham kær.
 
Jeg blev jo ej vred og kan ikke forstå,
At altid jeg svared: "Johan, jeg må gå!"
 
Nu står jeg og tænker og tænker, hvordan
Jeg ikke fik sagt: "Ja, min egen Johan!"
 
Dog - kommer han nu, kan jeg intet forstå,
Men svarer jo atter: "Johan, jeg må gå!"