Seks sange til tekster af Vilhelm Krag

Græd kun, du blege bedrøvede barn,
kanskje da sorgen letter,
gjerne jeg vilde vel sidde hos dig
alle de tunge nætter.

Varsomt skulde jeg stryge min hånd
over dine lokker lange.
Jeg skulde sidde og nynne for dig
alle mine tungeste sange. 

Træd stilt, træd stilt, det er Valborgsnat !
Det hvisker så sært i det mørke krat,
og hæggen dufter i lunde.
Og nattågen breder sig blå som vang.
og bækken dæmper sin rislende sang,
og alle de blomster blunde.

Se der, de der under orekrat!
Der er dans i skoge ved Valborgsnat
og leg på lønlige veie.
Og guldhønen spiller på silkestreng,
og alverne danser på moseseng,
og blege violer neie.

Og se - der kommer en lygtemand,
han render omkring med en glorød brand
og gir sig til at lyse.
Og myggene vimser i florlet særk,
og græshoppen messer ret som en klerk,
og tussefar snur sin kyse.

Og hæggen dufter ved Valborgsnat,
det hvisker så sært i det mørke krat,
og alver danser i lunde.
Så stilt du sidder i søndagsskrud,
og taus jeg kysser min hvide brud,
mens alle de blomster blunde.

Der skreg en fugl over øde hav,
Langt fra Lande.
Den skreg så sårt i den høstgrå dag,
flaksed i brudte, afmægtige slag,
seiled på sorte vinger
bort over hav...

Alverden skal synge din bryllupsdag,
og hæggen i lien skal skinne.
Og lyset skal bølge i store slag,
og vinden ride i ungdomsvildt jag
over hver sollys tinde.

Du sidder så stille den lyse nat,
mens hvide syrener dufte.
På blegrøde roser har majnatten bredt
sin lyseblå silkekufte.
Du græder. Du sidder
så hvid og varm.
Jeg lægger min kind mod
din myge arm.
Jeg stryger så varsomt det blonde hår
og kysser de blanke øine. 

Jeg vilde sadle min vælige hest,
sprænge afsted til min bryllupsfest.
Foran mig skulde du kneise, min skat,-
inat !

Jeg skulde synge min stoltest sang,
jeg skulde kryste dig tæt i mit fang,
spore min ganger og svinge min hat,-
inat !

Messed da gjøgen med gyldensvans,
lun var da natten som ved sanktehans,
majgræsset hvisked, og bjerken sprat,-
inat !

Redte i mosen jeg da vor seng,
tog vi så ekorn til brudedreng.
Så holdt vi bryllup, min dyreste skat,-
inat ! 

Og ei er jeg mere blandt menneskens børn,
for hulket er hver tanke ud af sinde.
Og aldrig skal jeg mere får skue vårens lys,
for jeg har grædt mig øinene så blinde.

Og ei er jeg mere blandt menneskens børn,
og død er både sommeren og solen.
for nu er jeg bare en ussel violin
med sønderrevne strenge over stolen.

Ho, hei hillemænd.
ho, hei spillemænd !
se, min fiol er rusten,
se, min kvint er brusten !
Ho, hei spillemænd,
hel mig mine strenge !

Ho, hei hillemænd,
ho, hei spillemænd !
Inde i brystet det rykker,
noget er sprængt istykker.
Ho, hei spillemænd,
hel mig mine strenge !