8 Sange for dyb Stemme

Gule og hvide Baade
i Solnedgang sig soler.
Der drømmer unge Piger
i blaa og røde Kjoler.
Ser saa langt over Havets Spejl,
fjernt gaar Brisen med hvide Sejl.

Gyldne og Sølverbaade
i blide Dønninger gynger.
Toner dirrer fra Kysten,
Klaveret klager og synger.
I Aftenens gyldne Glorie
med sang over Sø og Skær
er Hjerternes Længsel sær.

Det er den gamle Historie:
Vi længes mod en, vi har kær.

Den store, grønne Slette den har sit eget Sprog,
den taler os til rette, og den er øm og klog.

Den taler mildt om Grøde af rig Sørgmodig hed,
den hvisker om de Døde som fik i Døden Fred.

Den store, grønne Slette i Aftensol forgyldt,
med Taarer milde, lette, har den dit Øje fyldt.

Saa mangt kan synes lyst og let
ved Dagens muntre Skin;
men naar den store Sol er træt,
og verden bliver blind;
da vokser Sorg af Natens Dyb,
og gør det dobbelt sort,
da lister Angstens hvide Kryb
sig under hjertets Port.
Oh Sol! Oh Sol ! Hvad er din Pragt
mod Nattemørkets Magt.

Oh, lad min mørke Jubels Pragt
til Himlens Dybder stige,
og slutte der med Stjerner Pagt,
og bøje dem ind i min Magt,
mit mørke skønheds Rige.

Oh, lad mit purpursvangre Bryst
i evig, evig vellyst Svulme
oh, lad mit purpursvangre Bryst
i evig, evig Vellyst Svulme.
Alverdens lys, Alverdens lyst,
dens Stjernedyb, dens Vaar, dens Høst
skal Sorgens Smerte dulme.

Hvor er mit Haab og min friske Tro,
Glæde som kvidrende Sange.
Døde i Mørket og klinger ej mer,
Dagene ere saa lange.

Hvor er mit Lys og min klare Sjæl,
kvaltes af Tankerne trange,
skjælver ej længer i undrende Fryd,
Dagene ere saa lange.

Tør ikke haabe paa Nattens Fred,
Natten gør ræd og bange.
Naar har jeg dog tømt min Kalk tilbunds?
Nætterne ere saa lange.

Roligt stander de store Trær,
løfter de fyldige, grønne kroner
tavst mod Morgenens lyse Skær.

Rosesitrende Toner.
Ingen raslen i Løvet lyder.
Klar er morgenen fuld og stor.

Tavst staar træet og nyder
Luften og Lys og Jord.
Roligt stander de store Trær.

Og se, hun kom imod ham
paa lette Englefjed,
den smalle Gyde blomstred
som en Urtegaard derved.

Hun lignede en Lilje,
saa silkeskær og hvid,
og rødmede som Liljen
i Sol ved Aftentid.

Og gav ham stille Haanden;
et Nu af salig Fred;
hans Hjerte ja det blomstred
som en Rosengaard derved.

Nu gyder Høsten sit gyldne Blod
og blodigt Guld over Skove.
De spejler sig stille i Sø og Flod.
Den blide glidende Vove.

Se, Birken staar som det lyse Guld,
og Asken som gule Topaser.
Men grøn er Rønnen og tung og fuld
af røde Rubiner i Klaser.

Som blaagrøn Fløjel er Fyrrens Dragt,
som Kobberet Grene og Stammer.
Men Granen staar i sin mørke Pragt
blandt Buskenes blegrøde Flammer.

Ah, Guld og Farver som aldrig før
mod Ætherens blegblaa Himmel.
Saa rig er Somren den Stund, den dør,
saa lykkeør, 
saa farvedrukken og svimmel.