Romantik: Fem digte

Har du med dit Øje skuet
Solens Spil paa Vang og Vove,
Mens med Angst dit Øre hørte
Hundeglam og Klang af Hove
Fra den vilde Jagt,
Nattens vilde Jagt.

Har du flygtet gjennem Lunden
Som en Hind og bange bævet,
Medens fremad vildt du sprængte
Med dit Spyd til Kastet hævet
I den vilde Jagt,
Nattens vilde Jagt.

Har du ræd som Skovens Due
Flagret over Kjær og Hede,
Medens du som sære Toner
Skræmmed Fugl fra lune Rede
I den vilde Jagt,
Nattens vilde Jagt.

Lad Vaaren komme, mens den vil,
Med Grønt, der grønnes,
Med tusend Fugles Fløjtespil,
Mens Blomster blomstre
[Og alt det Skønnes]1
Favreste Fagre
Kommer at flagre
Ud over Enge og ud over Agre,
Vælder i Haver og skjules i Skove,
Vælter sin Duft over Vang, over Vove --
Hvad gør de mig?
Mit Hjærte er ej Blomst, ej Blad,
Og Vaaren gør det ikke glad:
Det har sin egen, sære Vaar --
      Naar?

Det bødes der for i lange Aar,
Som kun var en stakket Glæde;
Det smiler man frem [i]1 flygtig Stund,
Man [bort kan i Aar ej]2 græde.
Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.

Der ages paa Lykkens gyldne Hjul
Saa fast, at En intet sandser;
Men Sorgens trælsomme tunge Læs
Det venter os dog, naar vi standser.
Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.

Der leves i Lyst som halvt i Drøm,
Men Sorgen har ingen Drømme:
Med vaagne Øjne den paa Dig seer,
Øjne som sugende Strømme.
Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.

Ej Smilet vil lyse din Dag i Seng,
Men Taaren har gode Stunder;
Thi Smil er Glands kun af det, der er,
Graad Skyggen af det, der gik under.
Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.

Svømmende Skyer, dejlige Cyclader,
Roser, der vugges paa Lufthavets Bryst,
Stænkede af Sphærers tonende Cascader,
Sollyset skummende mod Eders Kyst,
I alene ere
Værdige at bære
Navnet af Asalis lykkelige Land.
 
Der skal hun throne, drømmende sig hvile
Der skal jeg knæle tavs hos hende ned,
Der skal jeg glemme, mens I fremad ile,
Livet og Verden, Gud og Evighed;
Et mig kun skal fylde
Løfte og fortrylle,
Elskovs Evangelium i Asalis Navn. 

Afsted min Baad, afsted min Baad
Ad Lidenskabens Strømme!
Dig styrer ingen Viljes Ror,
Hvorhen de vil, du svømme!
	 
Af sted min Baad, af sted min Baad!
Længst Haabets Flag vi strøge,
Der findes ingen Havn for dig,
Hvor du kan Hvile søge.
	 
Af sted min Baad, af sted min Baad!
Dig lyser ingen Stjerne,
Snart knuses du i Fossens Fald,
Det bruser i det Fjerne.