Tove

Vi Sletternes Sønner har Drømme i Sind,
de vågner og bliver til Sange,
de stiger af Sommernattågernes Spind,
som Lærkerne flyver af vange.

De brister af Længsel en Dag i April,
som Crokus og blå Hyacinther,
de bryder som Vårsolens sejrende Smil
igennem den smeltende Vinter.

Så sejler de over det duftende Land,
hvor Vårsæden pibler af Jorden,
og hilser med Jubel bag Skovenes Rand
den blinkende Stribe af Fjorden,

Og skælver lyksaligt i fløjtende Lyd,
som triller fra Haver og Lunde,
og stjæler letsindigt Forventningens Fryd
fra løndomsfuldt smilende Munde.

 ... 

Det er ikke Morgen, det er ikke Nat,
sært Tankerne vildes i Tågen.
Højt hamrer et Hjerte, og hist i et Krat
er Sommernatsangeren vågen.

Hr. Oluf red over Elverbro
i Midsommernatten den hvide,
Hans Ganger, den snubled på fire Guldsko. --
Hr. Oluf, hvorhen vil I ride?

 ... 

O, Trolddom i Sommernattågernes Spind!
O, Minder, som kogler og frister!
Vi Sletternes Sønner har Drømme i Sind,
og ved ikke selv, når de brister.

De ligger og venter Forløsningens Stund
og længes at blive til Sange,
som Lærker i Kløvermarktuernes Bund,
før Dagningen lyser i Vange.

Glenten styrter fre Fjeldets Kam
med Solskin over i sin røde Ham.
Som Ild er Vingen, dens Næb som Rav,
saa sejler den over det salte Hav.
Smaafisk plasker med Finnen fro,
saa frit gennem Bølgen han glider --
Glenten kroger sin skarpe Klo
og planter de i hans Sider.

En skal lege og skal slaa,
de store fugle æde de smaa.
Glenten spiler sin Ham paany,
saa sejler han hen over Kirkeby.
Dueriken i Bejlerrus
gaar rundt og rundt om sin Frue --
Glenten kommer med Brask og Brus,
som Enke sidder Frue Due.

En skal kurre og en skal slaa,
de store Fugle æde de smaa.
Glenten spiler sin Ham igen,
saa sejler han stolt over Heden hen.
Lærken kimer til Solnedgang,
saa langvejs klingr dens Trille --
Glenten møder til Aftensang
og brat blev Sangeren stille.

En skal kvidre og en skal slaa,
de store Fugle æde de smaa.
Glenten lystrer sin egen Lov,
den skrev han efter sit sinds Behov.
Smaafisk, Lærke og Duerik
fik hver sin Lod og sin Vane.
Glentenhannen har Glenteskik
og Sejren følger hans Bane.

Der stod en Engel hos mig med en Rose i sin Haand.
Han aandede paa Rosen, den løste sin Baand,
han kyssede dens Blade, de aabnede sis tyst :
Barn, denne fagre Rose vil jeg lægge paa dit Bryst !
   Det skete kort før Daggry, kare herre. ← Herre

Dens Moder stod i Eden og hvor den gode Gud
paa disse fjærne Strande lader Rosen springe ud,
der jubler alle Fugle, der bliver Himlen ren,
der møder Eva Adam under Palmetræts Gren.
   Det skete kort før Daggry, kare herre.

Og der han havde sagt det, da smilede han tyst,
og lagde den, hvor Hjærtet kan høres i mit Bryst.
Og siden er der Roser, som dufter overalt,
og Læekene har jublet, som Englen har fortalt.
   Det skete kort før Daggry, kare herre.

I Skoven vipper de Fugle smaa
blandt Blomster og Blade og Stilke,
og nogle er røde og nogle er blaa
og nogle som Fløjel og Silke.
Kom Purpurfugl ! Kom [himmelblaa]1 Fugl !
Kom snehvide Fugl fra dit Blomsterskjul !

Hyss ! [Hører du]2 den nydelige Sang, 
som Bierne synger i Solskinnet !