by Johann Heinrich Voss (1751 - 1826)
Translation by Hans Wilhelm Riber (1760 - 1796)

Frühlingslied eines gnädigen Fräuleins
Language: German (Deutsch) 
Wie lange soll die Brunnenzeit
Der gnädgen Tante dauren?
Man muß in dieser Einsamkeit
Ja ganz und gar versauren!
Sie wird von Einfalt und Natur
Mich noch zur Närrin schwatzen!
Was schiert mich Hain und Quell und Flur,
Und andre solche Fratzen!

Des Abends hört man die Musik
Der Frösch, und Heimchen schallen,
Und das abscheuliche Gequiek
Der dummen Nachtigallen,
Von Mücken wird man dann gepurrt,
Und wälzet sich im Bette;
Der Haushahn kräht; der Hofhund knurrt,
Und bellt, und zerrt die Kette!

Und liegt man kaum im ersten Schlaf,
Da geht es an ein Tuten!
Da brüllt der Ochs! da blöckt das Schaf!
Da wiehern Hengst und Stuten!
Dann poltert Tante vor der Thür,
Fängt heiser an zu krähen:
Auf, Fräulein, auf! Du mußt mit mir
Der Sonnen Aufgang sehen!

Da giebts nicht Kaffee oder Thee,
Noch Butterbrod mit Braten;
Ganz nüchtern, und im Negligee,
Muß man den Thau durchwaten!
Zwo Stunden wenigstens muß ich
Durch Dorn und Diesteln rennen,
Und von der Sonnenhitze mich
Zur Mohrin lassen brennen!

Und läutet man Klock zwölf zu Tisch,
So giebts nur Gras und Kräuter,
Nur saure Milch, ein Stückchen Fisch,
Ein Eychen, und so weiter.
Der Grobian vom Sudelkoch
Weiß nichts von Leckerbißchen!
Zum Nachtisch kommt aufs höchste noch -
Ein Teller voll Radießchen.

Kein einzig Wörtchen hört man hier
Von Triktrak, Dam und Karten:
Zum Zeitvertreibe schlendern wir
Ein Weilchen in den Garten.
Hätt' ich nicht noch den Amadis,
Mich zu desennüyiren;
Ich müßte schier vor Ärgerniß
Und langer Weil krepiren!

Oft schleppen Ihre Gnaden gar
Mich zu der Baurkanaille,
Zu Kerls mit unfrisirtem Haar,
Und Menschen ohne Taille.
Besonders, wenn das Lumpenpack
An Feyertagen kegelt;
Da stinkt es von Swicenttaback!
Da wird was rechts geflegelt!

Und in der Kirche gar zu seyn,
Das ist nun ganz abscheulich!
Der Pfaffe predigt so gemein!
Das Volk thut da so heilig!
Was macht man da mit Stoff und Uhr,
Mit Schmink' und Demantringen?
Hans Hagel glaubt, man sey da nur
Zum Beten und zum Singen!

Vermaledeytes Einerley,
Wirst du denn ewig dauren?
O laß mich, lieber böser May,
Zurück zu jenen Mauren!
Ach seht doch, in der blauen Fern,
Wie schön der Rauch sich hebet!
Du liebe Stadt voll junger Herrn!
Ach wie das Herz mir bebet!

Authorship

Musical settings (art songs, Lieder, mélodies, (etc.), choral pieces, and other vocal works set to this text), listed by composer (not necessarily exhaustive)

Settings in other languages, adaptations, or excerpts:


Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]

Text added to the website: 2005-07-05 00:00:00
Last modified: 2019-12-10 21:19:27
Line count: 72
Word count: 375

Når skal den Bröndcůr Ende få
Language: Danish (Dansk)  after the German (Deutsch) 
Når skal den Bröndcůr Ende få, 
Hvormed min Tante her sig plager? 
I denne Eensomhed man må 
Vansmægte under bittre Klager. 
Hun om Natur og Simpelhed 
Mig lutter smukke Ting fortæller. 
Hvad kommer Mark og Eng mig ved, 
Og andre slige Bagateller? 

De hæse Fröer hver Aften her 
En nydelig Concert opföre, 
Og Nattergalens Skrålen er 
Heel liflig for mit kræsne Öre. 
Og Myg (hvor savner jeg mit Slör!) 
Forbyde mig på Sövn at tænke. 
Nu galer Hanen, Hunden göer, 
Og rasler stedse mod sin Lænke. 

Knap har jeg nydt det förste Blund, 
För alle Gårdens Folk er oppe; 
Da höres Stöi af Kat og Hund 
Og Stud og Får og Hingst og Hoppe; 
Og Tante larmer fælere:  
Hun ind i Sengen til mig skriger: 
Stå op!  fölg med, så skal du see,  
Hvor herlig Solen nu opstiger. 

Her vanker aldrig Caffe, Thee, 
Og endnu mindre Chocolade; 
Upåklædt, ganske fastende 
Man må igjennem Duggen vade. 
To hele Timer vreed og træt 
Jeg må blandt Torn og Tidsler rende, 
At Solens hede Stråler ret 
Til en Morinde mig kan brænde. 

Vi Klokken tolv til Bordet gå; 
Man Græs og Urter for os sætter; 
Sůr Melk og Fisk og Æg vi få, 
Foruden andre skjønne Rætter: 
Vor Kok, den dumme Klodrian, 
Har aldrig kjendt til lækkre Spiser; 
Når han sig ret vil gribe an, 
Deserten blj'er  --  et Fad Radiser. 

Til Moerskab er her ingen Ting, 
Man Triktrak, Dam og Kort ei spiller. 
I Haven slentrer jeg omkring, 
For at fordrive Tid og Griller; 
Hvis jeg ei havde Amadis, 
Som lidet mig desennujerte, 
Så var min Død mig ganske vis, 
Af Kjedsomhed jeg snart kreperte.  

Min Tante tit mig slæget får
Til Bønder hen  --  til det Canaille;   
Til Karle med upudet Hår, 
Og Tøser, som har ingen Taille; 
Især nå dette lumpne Pak 
Om Helligdage spiller Kegler, 
Så stinker der af Røgtobak, 
Så larme disse dumme Flegler.  

I Kirken taber jeg nu r&ering;nt 
Alt mit Humeur  --  jeg sover  --  gaber; 
Thi Præsten præker så gem&ering;nt, 
Og Pøbelen er Præstens Aber. 
Havd nytter Stads og Gulduhr her, 
Og Sminkeflor, og Demantsringe? 
Jan-Hagel troer, man samles der, 
Kun for at bede og at synge.  

Forbandede Eensformighed! 
Når skal du dog engang få Ende? 
O Maj!  gid du af Ynksomhed 
Mig snart til Staden vilde sende! 
Hist i det fjerne Blå  --  o s&ering;, 
Hvor stolt den skjønne Røg sig hæver! 
Og hver Dag nye Tilberedere  --  
Ah!  hvor mit ømme Hjerte bæver! 

About the headline (FAQ)

Confirmed with H. W. Riber's samlede Digte, förste Deel, Kjöbenhavn: Simon Poulsen, 1803, pages 155- 158. Appears in Lyriske Sange.


Authorship

Based on

Musical settings (art songs, Lieder, mélodies, (etc.), choral pieces, and other vocal works set to this text), listed by composer (not necessarily exhaustive)


Researcher for this text: Melanie Trumbull

Text added to the website: 2020-01-08 00:00:00
Last modified: 2020-01-08 21:55:03
Line count: 72
Word count: 404