Når skal den Bröndcůr Ende få, 
Hvormed min Tante her sig plager? 
I denne Eensomhed man må 
Vansmægte under bittre Klager. 
Hun om Natur og Simpelhed 
Mig lutter smukke Ting fortæller. 
Hvad kommer Mark og Eng mig ved, 
Og andre slige Bagateller? 

De hæse Fröer hver Aften her 
En nydelig Concert opföre, 
Og Nattergalens Skrålen er 
Heel liflig for mit kræsne Öre. 
Og Myg (hvor savner jeg mit Slör!) 
Forbyde mig på Sövn at tænke. 
Nu galer Hanen, Hunden göer, 
Og rasler stedse mod sin Lænke. 

Knap har jeg nydt det förste Blund, 
För alle Gårdens Folk er oppe; 
Da höres Stöi af Kat og Hund 
Og Stud og Får og Hingst og Hoppe; 
Og Tante larmer fælere:  
Hun ind i Sengen til mig skriger: 
Stå op!  fölg med, så skal du see,  
Hvor herlig Solen nu opstiger. 

Her vanker aldrig Caffe, Thee, 
Og endnu mindre Chocolade; 
Upåklædt, ganske fastende 
Man må igjennem Duggen vade. 
To hele Timer vreed og træt 
Jeg må blandt Torn og Tidsler rende, 
At Solens hede Stråler ret 
Til en Morinde mig kan brænde. 

Vi Klokken tolv til Bordet gå; 
Man Græs og Urter for os sætter; 
Sůr Melk og Fisk og Æg vi få, 
Foruden andre skjønne Rætter: 
Vor Kok, den dumme Klodrian, 
Har aldrig kjendt til lækkre Spiser; 
Når han sig ret vil gribe an, 
Deserten blj'er  --  et Fad Radiser. 

Til Moerskab er her ingen Ting, 
Man Triktrak, Dam og Kort ei spiller. 
I Haven slentrer jeg omkring, 
For at fordrive Tid og Griller; 
Hvis jeg ei havde Amadis, 
Som lidet mig desennujerte, 
Så var min Død mig ganske vis, 
Af Kjedsomhed jeg snart kreperte.  

Min Tante tit mig slæget får
Til Bønder hen  --  til det Canaille;   
Til Karle med upudet Hår, 
Og Tøser, som har ingen Taille; 
Især nå dette lumpne Pak 
Om Helligdage spiller Kegler, 
Så stinker der af Røgtobak, 
Så larme disse dumme Flegler.  

I Kirken taber jeg nu r&ering;nt 
Alt mit Humeur  --  jeg sover  --  gaber; 
Thi Præsten præker så gem&ering;nt, 
Og Pøbelen er Præstens Aber. 
Havd nytter Stads og Gulduhr her, 
Og Sminkeflor, og Demantsringe? 
Jan-Hagel troer, man samles der, 
Kun for at bede og at synge.  

Forbandede Eensformighed! 
Når skal du dog engang få Ende? 
O Maj!  gid du af Ynksomhed 
Mig snart til Staden vilde sende! 
Hist i det fjerne Blå  --  o s&ering;, 
Hvor stolt den skjønne Røg sig hæver! 
Og hver Dag nye Tilberedere  --  
Ah!  hvor mit ømme Hjerte bæver!