SKOVDUENS SANG
 Gurre Duer! Sorg mig tynger,
 Samlet paa Flugt over 0, --
 Kommer! lytter!
 Død er Tove ! Nat paa hendes Øje,
 Det, der var Kongens Dag.
 Stille er hendes Hjerte,
 Men Kongens vugger vildt,
 Dødt og dog vildt.
 Sælsomt lig Baad paa Vove,
 Naar den, Plankerne krummede sig for at favne --
 Snekkens Styrer -- ligger død, hildet i Dybets Tang
 Ingen bærer dem Bud,
 Ufør er Vejen.
 Som tvende Strømme vare deres Tanker,
 Strømme, der fulgtes Side om Side.
 Hvor rinde nu Toves Tanker?
 Kongens i sælsomme Bugter sig vride,
 Søgende Toves,
 Finder dem ikke.
 Vide for jeg. Sorg mig sanked, meget jeg saa'!
 Kisten saa' jeg paa Kongens Skuldre,
 Henning den støtted ;
 Mørk var Natten, en enkelt Fakkel
 Lyste i Gyden,
 Dronningen holdt den, højt paa Svalen,
 Skjalv for sin Hævn ;
 Taarer, som ikke græde hun vilde,
 Funkled i Blik.
 Vide for jeg, Sorg mig sanked, meget jeg saa'!
 Kongen jeg saa' i Bondekofte
 Køre med Kisten,
 Gangeren, som ham bar til Sejer,
 Maatte den drage.
 Vildsomt vankede Kongens Øje,
 Søgte et Blik,
 Sælsomt lyttede Kongens Hjerte
 Efter et Ord.
 Henning talte Ord til Kongen,
 Blik og Hjerte søgte dog end.
 Kongen aabner for Toves Kiste,
 Stirrer og lytter med bedende Læbe,
 Tove er tavs.
 Vide for jeg. Sorg mig sanked, meget jeg saa'!
 Munken vilde Rebet drage,
 Ringe Solen ned.
 Men han saa' paa Køresvenden,
 Sorgens Rune til ham talte : --
 Solen sank til Klang, som lyder
 Over Jordens Døde.
 Vide for jeg. Sorg mig sanked. Død dertil!
 Helvigs Falk
 I Kongegaarden
 Gurres Due slog.