DEN VILDE JAGT

VALDEMAR
 Vaagner, alle Kong Volmers Mænd!
 Spænder rustede Sværd ved Lænd,
 Henter i Kirker det støvede Skjold,
 Prydet med Mærker af Dyr og af Trold!
 Væk Eders Heste, der græsse i Muld,
 Sæt dem i Siden de Kringler af Guld,
 Sprænger mod Gurreby,
 Det er Dødningegry !

BONDENS SANG
 Klap, klap med Kistelaag,
 Tunge Trin af Nattetog ;
 Græstørv skyder af Muld,
 Toften klinger af Guld,
 Klirren og Klappen i Vaabenhus,
 Hvisten og Kasten med gammelt Grus,
 Stenene ramle i Kirkegaardsdige,
 Høgene suse fra Taarnet og skrige.
 Kirkeporten slaar op og i, --
 Ned under Dynen, der for de forbi !
 -- Jeg slaar tre hellige Herrens Kors
 For Folk og Hus, for Ko og Hors,
 Tre Gange nævner jeg Frelserens Navne,
 Saa skade de ikke min Sæd for en Avne.
 Saa tegner jeg mig paa Ledemod,
 Hvor Herrens hellige Vunder stod,
 Da bliver for Elverskud jeg fri,
 For Mareridt og for Troldespi ;
 Sidst lægger for Døren jeg Staal og Sten,
 Da voldes slet ingen i Huset Mén.

VALDEMARS MÆND
 Vær hilset, Konge, ved Gurre Sø!
 Nu spænde Jagten vi over 0,
 Vi Pile sende fra strengløs Bue,
 Med Øjne sigte, som ej kan skue,
 Vi Hjortens Skygge med Vunder slaar.
 Og Engvand siver som Blod af Saar.
 Hør Valravn svinge
 Med sorten Vinge,
 Og Løvet skumme om Hestens Bringe.
 Saa skal vi jage, har somme sagt,
 Hver Nat til Dommedags vilde Jagt . . .
 Holla, Hest, og holla, Hund,
 Standser Jagten stakket Stund !
 Her er Slottet, som fordum var!
 Hest skal fodres med Lokes Havre,
 Mand skal æde sit Ry til Davre.

VALDEMAR
 Skoven hvisker med Toves Røst,
 Søen skuer med Toves Øje,
 Stjerner lyse med Toves Smil,
 Skyen svulmer som Barmens Høje.
 Sanserne jage for hende- at fatte,
 Tankerne kæmpe for hende at samle.
 Men Tove er hist og Tove er her,
 Tove er fjern og Tove er nær.
 Er du da, Tove, med Trolddomsmagt
 Bundet i Søens og Skovens Pragt?
 Hjertet svulmer, som skulde det sprænges,
 Tove, Tove, Valdemar længes !

KLAUS NAR
 "Aalen hun er en sælsom Fugl,
 Lever som helst i Vandet,
 Vrider sig dog i Maaneskin
 Ofte en Stund paa Landet."
 Det har jeg sunget om Andre en Gang,
 Bedst passer nu paa mig selv min Sang.
 Jeg er ikkun Husmand nu og mit Hus er lille,
 Og skøndt ej jeg bad en Gæst, leved ganske stille,
 Blev jeg halvvejs dog ædt ud af mit Hus det lille,
 Saa jeg kan ej byde stort, skøndt jeg gerne vilde.
 Dog -- den skal faa min Nattero,
 Som kan mig det forklare,
 Hvorfor jeg skal hver Midienat
 Omkring et Vandhul fare.
 At Palle Glob og Erik Paa
 Det skulle, kan jeg godt forstaa :
 De var saa lidet fromme,
 De doble nu, endskøndt til Hest,
 Om svalest Sted og Døren næst,
 Naar de til Helved komme.
 Og Kongen, han, som løber gal ved mørke Nattetide
 Og raaber paa en Pige, som for Aar og Dage siden
 Med Engle og med Vildgæs fløj, han maa med Rette ride;
 Thi han var altfor raa oprigtig.
 Og man maa være højst forsigtig
 Og tage mægtigt sig i Agt,
 Naar man er Nar hos slig en Magt
 Som ham, der bor hinsides Maanen.
 Men at jeg, Klaus Nar til Farum,
 Jeg, som troede, at de Døde
 Vare fri for Legemsmøde,
 At Ens Støv blev Aandens Anker,
 Saa i Fred man sine Tanker
 Kunde samle til den store
 Hoffest, som Bro'r Knud har sagt
 Blæses ind med Guldbasuner,
 Hvor vi Gode vel ved Magt
 Æde Onde som Kapuner,
 Ak, at jeg paa en Fole galen
 Med min Næse vendt imod Halen
 Skal humpe om, mens Folk er i Senge,
 Var ej det for sent, jeg vilde mig hænge !
 O, men hvor sødt det skal smage forvist,
 Naar jeg nu dog bliver salig tilsidst.
 Vel har jeg syndet lidt mer end de fleste,
 Kan dog vel snakke mig fra det meste :
 Hvem gav den nøgne Sandhed Klæder
 Og tog dens Prygl paa Vej og Stræder?
 Jo -- i Fald der er Billighed til,
 Saa maa jeg bænkes i Himmerigs Sale, . .
 Naa, hvor jeg dér skal Værten bagtale!

VALDEMAR
 Nu lér du deroppe.
 Du strenge Dommer!
 Men dette drage du dig til Minde,
 Naar Dommedag kommer :
 E n Sjæl er elskende Mand og Kvinde.
 Du river ikke vor Sjæl i tvende,
 Til Helved mig og til Himlen hende!
 Thi da faar jeg Magt,
 Da splitter jeg din Englevagt
 Og sprænger med min Jagt
 I Himmerige ind.

VALDEMARS MÆND
 Hanen løfter sit Hoved til Gal,
 Har alt Dag i Kroppen,
 Og Morgenduggen driver, rød
 Af Rust, fra vore Sværd.
 Omme er Tiden :
 Graven kalder med aaben Mund,
 Og Jorden suger al lyssky Rædsel.
 Synker, synker!
 Livet kommer i Magt og Glans
 Med Daad og bankende Hjerter,
 Og vi er Dødens,
 Sorgens og Dødens,
 Smertens og Dødens.
 Til Gravs ! til Gravs ! til drømmesvanger Ro --
 O, fik i Fred vi hvile!