Tre sange , opus 2

Du Blomst i Dug!
Du Blomst i Dug!
Hvisk mig Drømmene dine:
Er der i dem den samme Luft,
Den samme sælsomme Elverlandsduft
Som i mine?
Og hvisker, sukker og klager det dèr
Gennem døende Duft og blundende Skær,
gennem vågende Klang, gennem spirende Sang:
I Længsel,
I Længsel jeg lever!

Jomfru, du må ikke sove:
Sommernatten er så lys og smuk;
Himlen er så klar og stille,
Stjernerne på voven spille,
aftenvinden dør i sagte suk.

Kom og se, hvor poplen bæver,
blinkende som sølv i måneskin;
se, hvor svanerne de hvide
drømmende på floden glide:
Drømmen hyller hele verden ind.

Og jeg vanker selv i drømme,
fængslet af din stærke trolddomsmagt.
lad dit billed i den klare,
stille nat sig åbenbare
for min sjæl i al sin dronningpragt.

Hvor du vinker, vil jeg følge,
vink til leg og vink til alvors dyst.
Dine farver vil jeg bære,
øm og trofast vil jeg være,
hvis du lønner sødt med elskovs lyst.

Jomfru! Kom herned i lunden;
O, da bliver natten dobbelt smuk;
Når dit øjes stjerner spille,
er min himmel klar og stille,
og min længsel dør i glædens suk!

Der er saa travlt i Skoven
forneden og foroven,
thi nu skal Solens Bryllup staa,
og Bruden har alt Kransen paa;
kom ud, kom ud,
thi Bøgen er saa kjøn en Brud!

Og Vielsen og Talen
besørger Nattergalen,
og alle de Violer blaa
er hendes Brudepiger smaa.

Den sorte Snegl paa Sokker
han møder nok som Klokker,
men Gjøgen han er Organist
og spiller med fra først til sidst.

Og Fuglekoret sjunger,
saa højt i Hal det runger;
da suser der en Aftenvind,
og Solen kysser Brudens Kind, -
kom ud, kom ud,
thi Bøgen er saa kjøn en Brud!