4 Sange for en Syngestemme med Piano , opus 1

Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,
Lad mig ved dit Hjerte slumre ind;
Græd dog ei, det maa Du først mig love,
Thi din Taare brænder paa min Kind.
Her er koldt og ude Stormen truer,
Men i Drømme, der er Alt saa smukt,
Og de søde Englebørn jeg skuer,
Naar jeg har det trætte Øie lukt.
 
Moder, seer Du Englen ved min Side?
Hører Du den deilige Musik?
See, han har to Vinger smukke hvide,
Dem han sikkert af vor Herre fik;
Grønt og Guult og Rødt for Øiet svæver,
Det er Blomster Engelen udstrøer!
Faaer jeg ogsaa Vinger mens jeg lever,
Eller, Moder, faaer jeg naar jeg døer?
 
Hvorfor trykker saa Du mine Hænder?
Hvorfor lægger Du din Kind til min?
Den er vaad, og dog som Ild den brænder,
Moder, jeg vil altid være din!
Men saa maa Du ikke længer sukke,
Græder Du, saa græder jeg med Dig.
O, jeg er saa træt! -- maa Øiet lukke --
- Moder -- see! nu kysser Englen mig!

I Skovens Fred
Ved Elvens Bred,
Der söger jeg et Hjem. 
Jeg kjender der et lidet Bo,
I hvilket Himlens Tröst og Ro
Er venligt tryllet frem. 

I Skovens Fred
Ved Elvens Bred,
Der söger jeg en Viv. 
Jeg veed en Viv der huld og god, 
Et ægte, trofast, kjærligt Blod, 
Og sund på Sjæl og Liv. 

I Skovens Fred
Ved Elvens Bred,
Der söger jeg en Grav. 
En Grav jeg veed der luun og varm, 
Som ta'er mig kjærligt i sin Arm, 
Fra Livets Sorg og Krav. 

Løft mig kun bort, du stærke Død,
Til Aandens store Lande,
Jeg gik den Vej, som Gud mig bød,
Fremad, med oprejst Pande.

Alt, hvad jeg gav, Gud, det var dit,
Min Rigdom ej jeg vidste;
hvad jeg har øvet er kun lidt,
Jeg sang som Fugl paa Kviste.

Farvel, hver Rose frisk og rød,
Farvel, I mine Kjære!
Løft mig kun bort, du stærke Død,
skjøndt her er godt at være!

Hav Tak, o Gud, for hvad du gav,
Hav Tak for hvad der kommer!
Flyv, Død, henover Tidens Hav,
Bort til en evig Sommer.

O, lad ei svinde
Timen unyttet bort!
Nornerne spinde,
Tvundet af Rødt og Sort,
Livstraaden alt for kort, -
Lad den ei svinde!
 
Elskede, Kjære!
Kom til mit stille Bryst;
Jeg vil jo bære
Dig og din Sorg og Lyst,
Hviil i min Arm saa tyst, -
Elskede, Kjære!
 
Smykker den blanke,
Levende Ædelsteen,
Taaren, min ranke,
Duftende Rosengreen?
Ak, hver din Taare reen
Blier mig en Tanke.
 
Yndigste Lilie!
Fyldig og blid og øm!
Er det din Villie,
Seile vi Livets Strøm,
Drømme den samme Drøm,
Yndigste Lilie!
 
Lad da ei svinde
Timen unyttet bort;
Nornerne spinde,
Tvundet af Rødt og Sort,
Livstraaden alt for kort, -
O, min Veninde!