Sydover -- Gen Süden

Hav for Baugen - Mersseil sat,
Sjømandsnæver fast om Rat,
Landet bag i kveldrød Dis . . . .
- Nordenbris.

Bølgebrus om Barkens Baug,
Sus af Vind i Blok og Taug,
tændte Fyre . . . Tind ved Tind . . . .
- Stjerneskin.

Staar med alle Klude sat
vesterud den lyse Nat,
did, hvor Trækfugltoget svinder . . . .
did, hvor Sydens Stjerner skinner.

Med pibende Tauge i Sus og i Rokk
det gaar gjennem Natten for Stumper og Fok,
mens Morilden brænder, der Kjølen drog . . .
og Sjøerne følger i lysende Kog.

Det gaar over Hav med Bakken i Sprøit . . .
mens Baugen løfter sig himmelhøit - -
og synker i Bølgen med Fos og med Brag
og baner sig Vei i den dæmrende Dag.

Det gaar gjennem Nat og i Morildbrand;
men snart stiger Sol over Kimingens Rand.
Det piber i Rig, og det gviner i Blok,
det bærer mod Syden for Stumper og Fok. 

Stjernehvælv . . . . Maanenat
lun og lind,
Fosforsjø om Skibets Baug
- vaarmild Vind.

Langt fra Hjem - sør i Sjø,
sør i Nat,
dreier bare sagtelig . . . .
Ror og Rat.

Tyst ombord -
Bølgen risler om Baug og Ror,
Luften er lind,
Palmen paa Høien derinde
suser under Stjernerne . . . .
vugger sin Viftekrone
i Kveldens Vind.

Men af Sjø
Maanen hæver sig stor og rød -
Barkens Seil
stiger som Taarne og Tinder
mod Stjernehvælvet,
skjælver og glitrer i Bølgens
blanke Speil.

Tanken gaar
ind mod Øen - hvor Palmen staar -
længselsfuld,
svæver paa Drømmevinger,
seiler over Høiene . . . .
Palmerne, som vugger
i Maaneguld.

Tusen Blomsterkalkes Duft
svømmende i Maaneluft,
Citherspil fra Golfens Vande . . . .
sølvblank Sjø mod hvide Strande . . . .
Sydens Kveld.

Slanke Palmelundes Sus
som af dæmpet Orgelbrus,
Ildfluedans i Græs og Trær,
funklende i Fosforskjær.
Sydens Kveld.

Ungdom sværmende i Rader
gjennem maanelyse Gader,
- Glød i Øiet, Glød paa Kind,
Sang fra tusen glade Sind.
Sydens Kveld.

Tyst glider Baaden i maanelys Nat,
kun Skvulpen af blege Vover,
- saa stille ved Strand og i Palmekrat,
mens Stjernerne blinker over . . . .

En sagte Hvisken den tause Nat,
baaren paa Vindens Vinger,
og Aaren dyppes i Bølgen blødt,
mens Citheren sagte klinger . . . .

Hun læner sig tryg til sin Elskedes Bryst,
mens Læber og Øine brænder,
hun klynger sig fast om hans brune Hals
og folder de hvide Hænder.

Men Stjernerne staar over Sjø og Lund,
og Maanen i Golfen skinner;
de sidder der ene - Mund mod Mund,
til Dagen rødmende rinder.