Evigt fremad,
    Hen over Havet,
    Ud imod Grænsen,
    Som stedse viger;
    Ud mod de flygtende
    Æventyr-Riger,
    Hvor Solen aldrig
    Gaar ned.
 
Der skal sidde en Mand paa den hvide Bred,
Som aldrig har løjet, ej mindste Kende,
Hans Ansigt lyser, hans Øjne brænde,
Han slog dem aldrig for nogen ned.
Han stjal ej af andres, han kunde nøjes
Med lidet, selv i de trange Dage,
Han kendte ej Alder, han kunde ej bøjes,
Han faldt ej for Smiger, han stod ej af Trods,
Han higed bestandig, gik aldrig tilbage. --
Vi aned, vi øjned hans Slægt med os.
 
    Vi prajed en Fisker,
    Som drev for Vejret;
    Hej, Fisker, sig os,
    hvor ham vi finder!
    Fiskeren tørred
    de skumvaade Kinder:
    Véd ej, var aldrig
    saa langt! 

Vi læste jo alle, den Gang vi var smaa,
Om det Land i det lokkende Fjerne.
Det flød som en Ø i det duftsvangre Blaa
Med Kirker, Paladser og Skove paa,
Men aldrig kunde vi Øen naa,
Og vilde dog alle saa gerne.
 
Naar med bugnende Sejl i den høje Mast
Vi styred mod det, som vi tro'de stod fast,
Hist i det lokkende Fjerne;
Saa var det en Bobbel og Bobbelen brast;
Det forsvandt som en dalende Stjerne.

Ulykkelig den, som i Døden gaar
Og ikke havde en Kærligheds Stund!
Det er som Bægret, der faldt i Skaar,
Førend det lædsked en tørstig Mund.

Unglücklich ist der, so sein Grab bestellt
Und nie geliebt eine einzige Stund!
Er gleicht dem Becher, der jäh zerschellt,
Eh er gelabt einen durstigen Mund!

Her er Fløjter, Violiner,
Lystighedens glade Stemme;
Den, som helst gør sure Miner,
gøre dem, naar han er hjemme!

Hier sind Flöten, Violinen,
Fröhlichkeit und Lust erbrause;
Der, so gern macht saure Mienen,
Mache sie, wenn we zu Hause!