Mor synger

Sæt Dig her hos mig, du lille,
saa skal Mor for os to spille,
spille rigtig, rigtig mange,
af de gamle kjære Sange,
spille nu, mens Solen svinder,
Solskin over alle Minder.

Hun skal spille, saa de søde
Blomster smiler os i møde,
spille, saa at alle glade
Fugle under Løvets Blade
kviddrer sine lyse Triller
i de Toner som hun spiller.

Hun skal spille, saa det strømmer
varmt om hver en Drøm vi drømmer,
spiller, saa at Sjælens Tanke
straaler ifra Øine blanke,
spille, alt mens Solen svinder,
Solskin over alle Minder.

Ride, ride, Ranke!
ride Veien lang,
hvide Blomster skinner
over Skog og Vang,
alle Fugle synger
nu sin Sommersang.

Ride, ride, Ranke!
over Bjerge blaa,
til de lyse Blomster
og de Fugle smaa.

Spaa mig, vesle Præstekrave,
Hvad er vel idag din Gave?
Præst og Prost! tak, ellers nei.
Enkemand! det passer ei.

Ungkarl! jeg blir næsten bange
var her bare rigtig mange.
Præst og Prost! aa, hvis jeg vidste,
før jeg tog det allersidste.

Sommerfuglen min, med vingerne fine, 
Røde og brune og røde og blaa, 
Finder du da ingen af blomsterne dine? 
Sommerfuglen min, med vingerne fine, 
Sæt dig nu der paa det svaiende straa. 

Sommerfuglen min, jeg vil ikke skræmme dig, 
Vil bare naa dig, vil bare faa dig 
Vil bare gjemme dig! 
Der havde jeg dig næsten, 
Og saa fløi du din vei.
 
Sommerfuglen min, med vingerne fine, 
Røde og brune og røde og blaa, 
Jeg vil ikke skræmme dig, 
Vil bare naa dig, vil bare faa dig 
Vil bare gjemme dig!

Mor synger mur syner
Og giv det Smil, som du har faat, 
til den, som ondt har lidt,
da smiler og den lille Blomst
igjennem Taarer blidt.
Og giv din hvide Solskinsalf
til den som ingen har
da reiser sig den lille Blomst,
som Duggens Draabe bar.
Der er saamangen liden Blomst
som længter mod et Smil,
og giv kun dit, selv Høstens
Tid kan bli' en Blomst April.

En Skjære paa Gjære i Hvidt og i Sort,
som svanset og danset, og husj! fløi hun bort til Kirsebærtræet.
I Svingen hun Vingen mod Grenene strøg
og smeldret og gneldret saa Blomsterne føg af Kirsebærtræet.
„Forresten her næstenjo staseligt er,”
Hun skratter: „Kom Fatter! saa bygger viher i Kirsebærtræet!”
Han skaggret og flaggret og Stjerten stod stiv,
tog Svingen slog Vingen omkring hendes Liv, i Kirsebærtræet.
Hun ventet, han hentet blot sølete Mos.
Hun smeldte, han skjældte, de kag og slos, i Kirsebærtræet.
Hung hakket, han takket, han Vingerne strøg,
hun deiset, han seiset, saa Fjærene føg, i Kirsebærtræet.

Engen er saa høi skjær
staar i Solen blid,
gjemmer mangen liden Blomst
nu ved Sommertid.
Katten har saa bløde Haar.
Ingen ved hvor Haren gaar,
Aa! hvor vi skal Ieke!

Veien er saa tung og lang,
hvid af Sand og Sløv
Skogen vinker os til Ly
bag sit lune Løv.
Gjeten har saa krumme Horn,
Myren slæber paa et Korn.
Aa! hvar vi skal leke!

Hvem vil og ei slikke Sol
i saa deiligt Veir?
Det vil du, og det vil jeg,
lille Hjertens kjær.
Tænk, naar du en gang blir stor,
og jeg liden, Tulle mor!
Aa! hvor vi skal leke!

— This text is not currently
in the database but will be added
as soon as we obtain it. —