VALDEMAR
 Ganger! staar du nu og drømmer!
 Nej, jeg ser det. Vejen strommer
 Hurtig bort dig under Hoven.
 Stærkere dog frem du sprænge,
 Du er endnu midt i Skoven,
 Medens jeg dig ventet længe
 Har ved Gurre Borgeled.
 Skoven slipper, alt jeg øjner Tovelilles fagre Bur,
 Skovens Træer bag os glide sammen til
 en dunkel Mur ;
 Men end vildere du jage!
 Ser du Skyens Skygge trække
 Over Mark og Mose frem?
 Før den Gurres Grund kan række,
 Maa vi staa ved Toves Hjem ;
 Før den Tone, som nu klinger,
 Gaar for Evighed til Ro,
 Maa dit rappe Hovslag ryste
 Gurre-Borgens lille Bro ;
 Før det Blad, der falder,
 Bækkens Bølger naa'r,
 Maa din Vrinsken gjalde
 Lydt i Gurregaard.
 Skygge kom og Tone dø.
 Dyk dig Blad i Vove :
 Volmer ser sin Tove !