Digte af Vilhelm Krag , opus 60

Liden Kirsten hun sad så silde, 
mens gjøgen gol udi grønne skov. 
Liden Kirsten nynned en vise, 
imens hun sit brudelin vov. 

Liden Kirsten hun sad ved sit vindve 
og så på sin ring af guld, 
skotted nedad sit sorte skjørt
og smilte så tankefuld. 

Liden Kirsten lagde sit hoved tilro 
på armens snehvide lin. 
Og hæggen dufted, 
mens Kirsten drømte om kjæresten sin. 

Liden Kirsten løste sit gule haar 
og gik til ro i sin kove. 
Liden Kristen folded de hænder små, 
mens gjøgen gol udi skove.

Gretchen ligger i kiste 
dybt i den sorte muld. 
Gav jeg hende en kyse, 
foret med røden guld. 

Sænked i sorten kiste 
Gretchen så skjær og fin. 
La' de kolde små hænder 
over det hvide lin. 

Ene i natten jeg sidder, 
Stormene går over hav, 
river alle de blomster 
fra lille Gretchens grav. -- 

Vildgjæs, vildgjæs i hvide flokker, 
Solskinsvejr, 
Ællingen spanker i gule sokker, 
fine klær. 
Ro, ro til fiskeskjær, 
lunt det er omkring holmen her, 
Sjøen ligger så stille. 
Bro, bro brille. 

Løs dit guldhår og snør din kyse, 
du min Skat. 
Så skal vi danse den lune, lyse 
Juninat. 
Vent, vent, til Sanktehans 
står vort bryllup med lystig dans. 
Alle giger skal spille. 
Bro, bro brille. 

Vug mig, vug mig du blanke vove 
langt og let. 
Snart går min terne til dans i skove 
søndagsklædt. 
Vug, vug i drøm mig ind, 
hver tar sin, så tar jeg min... 
Hør, hvor gigerne spille!
Bro, bro brille... 

Möven, Möven in weißen Flocken!
Sonnenschein!
Enten stolzieren in gelben Socken
schmuck und fein.
Fahr', fahr' zum Fischerstrand,
ruhig ist es am Schärenrand;
rings die See liegt so stille,
wowowille.

Löse, löse, mein Schatz, die dichte
Lockenpracht,
Dann lass uns tanzen, die warme, lichte
Juninacht.
Wart', wart'! zu Sankte Hans
gibt es Hochzeit mit lust'gem Tanz,
Geigen in Hülle und Fülle.
Wowowille.

Wiege, wiege mich, blanke Welle,
immerfort!
Lieblich naht, wie die schlanke Gazelle,
mein Schätzlein dort.
Wieg', wieg' in Traum mich ein,
du bist mein und ich bin dein.
Geigen, schweiget nun stille!
Wowowille.

Der skreg en fugl over øde hav,
Langt fra Lande.
Den skreg så sårt i den høstgrå dag,
flaksed i brudte, afmægtige slag,
seiled på sorte vinger
bort over hav...

Og jeg vil ha mig en Silkevest,
ja, ja en Silkevest.
Og jeg vil ha mig en snehvid Hest,
prustende snehvid Hest.

Og jeg vil ha mig en Stigebøil,
ja, ja en Stigebøil.
Og jeg vil ha mig en Bluse af Fløil,
en sølvknappet Bluse af Fløil.

En Heirefjær vil jeg ha i min Hat,
ja, ja i min røde Hat.
Og det skal være en Jonsok-nat,
Gud, for en Jonsok-nat!

Og jeg vil ha mig en Hjertenskær,
ja, ja en Hjertenskjær.
Så svinger jeg Hatten med Heirefjær,
i Sadlen jeg løfter den Jomfru skjær,
og frem over dugvåde Marker det bær
den dejlige Jonsok-nat!