6 Sange , opus 3

Min Elskte jeg er bunden
blot ved din Stemmes Magt.
Der er paa Rosenmunden
en magisk Tone lagt.

Saa mangen klangfuld Stemme
og mangt et Kvad med den
har Øret villet gjemme
og glemt saa snart igjen.

Men om din Røst blot svæver
fra Læben svagt og let,
jeg lytter og jeg bæver 
og kan ei glemme det.

Der klinger dybt og længe
en Gjenlyd i mit Bryst;
thi alle Hjertets Strænge
er stemte af din Røst.

Jeg kunde slet ikke sove
For Nattergalens Røst, 
Som fra de dunkle 
Skove Sig trængte til mit Bryst. 
Jeg aabnede Vinduet stille 
Og stirred i Mulmet hen, 
Og lod hver Elskovstrille 
Mig synge om Dig igjen.

Et Posthorn i det Fjerne, 
Et Suk af Nattens Vind, 
Et Glimt af en eensom Stjerne 
Vakte mit stille Sind; 
Dit Billed sagte hensvæved 
Paa Nattens Baggrund huldt; 
Mit Hjerte zittred og bæved 
Længsel- og smertefuldt.   

Min Tanke jeg Dig sendte, 
Jeg sendte Dig mit Blik; 
Ak, hvor mit Hjerte brændte, 
At intet Svar jeg fik; 
Kun Pust af Nattevinden, 
Fra Grenen hist et Vink, 
Den kolde Dug fra Linden, 
Og Stjernens kolde Blink.

Du tænker vel, jeg har glemt Dig? 
Men troe mig, om Du kan, 
Jeg har i Hjertet gjemt Dig, 
Og skal over Gravens Rand, 
Trods Dødens bittre Kulde, 
Hiinsides Livets Kyst 
Bære dit Navn, det hulde, 
Prentet dybt i mit Bryst.

Du frågar mig, min hjärtans kär
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —

Högre mot sanden
svallar den vreda sjön,
björken på stranden
susar ej mera grön;
marken är stel av snön.

Du, som med våren
flydde från dal och vän,
bragte dig tåren
blott för en stund igen,
ville jag säga än:

"Skåda kring runden,
flicka, en gång ännu!
Minns du, hur lunden
fordom var grön och ljuv?
Se, vad den blivit nu!"

Sen, då hon flydde,
skulle hon säga så:
"Skönare grydde
ynglinges kind också;
men det var då, - ja, då!"

Vidste du vei, du liden Fugl,
den, som jeg selv ei ved,
ei sad du ledig i dit Skjul,
men lystig fløi du afsted.

Jeg band dig om Halsen et lidet Brev,
deri mit ganske Sind;
du seiler bedre end Seiler gjæv,
venter ei først paa Vind.

Men ei kan jeg sende et eneste Ord,
og intet faar jeg igjen;
jeg ved ei naar og jeg ved ei hvor,
ei om vi mødes end.

Og endda saa ville de, jeg skal le
og kvidre saa flink som du;
Vilien har jeg, maatte de se, 
At Evnen ei brister nu.

Der fløi en Fugl over Granehei, 
som synger forglemte Sange;
den lokked mig bort fra slagen 
Vei og ind paa skyggede Gange. 
Jeg kom til skjulte Kilder og Kjern, 
hvor Elgene Tørsten slukke;
men Fuglesangen lød endnu fjern 
som Nyn mellem Vindens Sukke: 
Tirilil Tove, 
langt, langt bort i Skove! 

Jeg stod i Birkenes høie Sal,
mens Midsommerdagen helded;
der tindrede Dug i dyben Dal,
det skinned som Guld af Fjeldet.
Da bæved Lunden, da lød den nær 
som af en susende Vinge,
og grant jeg hørte fra Fjeld og Træ’r 
de lokkende Toner klinge:
Tirilil Tove,
langt, langt bort i Skove! 

Der fører en Sti saa langt af Led
til Lien, hvor Fuglen bygger;
der stemmer den op hver Sang, den ved, 
i dunkleste Graneskygger.
Men om jeg aldri kan vinde did,
jeg kjender dog Lokkesangen,
hvor sødt den kalder ved Sommertid, 
naar Kvelden har dugget Vangen: 
Tirilil Tove,
langt, langt bort i Skove!