Stille Sange. Tekster af Drachmann, L P. Jacobsen og Thor Lange

Jeg bringer Dig Smykker, som Guldsmedens Haand
Har samlet fra Tid til Tid
Og kædet og knyttet tilsammen i Baand
Af yderste Evne og Flid;
 
Jeg bringer Dig Perler, det dyreste Sæt,
Som nogen kan ønske sig: --
De Taarer tilbage, som Du har grædt
I Stilhed ved Tanken paa mig. 

Nu fælder sit Løv den Ahorn 
  hvorundervi samm in stod.
Hun var mig podst over Alle 
  jeg var hon dealdriggod.

Hun rukte mig hon sit Hjerte
  med fagre smaa Fingre ti;
End dog jeg gav hinde Haanden 
  mit Hjerte var ikke deri.

Nu ligger dan Jom frus Lykke pas 
  Jord itu og forødt;
det blev hendes varste vaande, 
  at jeg var i verdenføat.

Stille, du elskede Kvinde!
Tyst maa vi træde, vi to.
Der sover en Sang her inde
I Skovens natlige Ro.
 
Stille er Vover og Vinde,
Tavs er hver Sangfuglemund,
Tiende Kilderne rinde
Blankt over mossede Bund.
 
Maanestraalerne spille
Tyst mellem Bøgene frem,
Langs ad Stierne stille
Blunder en lyslig Bræm.
 
Sølvskyen selv der oppe
Hviler paa Vingen bred,
Højt over Træernes Toppe
Skuer den lyttende ned.
 
Stille er Vover og Vinde,
Tyst maa vi træde, vi to.
Der sover en Sang her inde
I Skovens natlige Ro.

       Ak, Elskovslyst,
Du skal ej tolkes mer for hende,
langt heller Kamp mod pansret Fjende
end mod et iskoldt Kvindebryst;
        ak, Elskovslyst.

        Mit Hjerte tøer
som Sne for Sommersolens Aande;
mer har hun Fryd deraf end Vaande,
at jeg for hendes Fødder døer.
        Mit Hjerte tøer.

        Lad ske, lad ske!
Hvad Tvang og Kval hun end forsøgte,
skal intetsteds hun fra mig flygte
men Dag og Nat mit Ansigt se.
        Lad ske, lad ske!

Ensomt og mørkt
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —

Smukke grønne Bregnekrat,
    hvis Blade blødt sig bue,
fold kun ud hver Solhvervsnat
    din Blomst af Lys og Lue.

Smukke røde Rosenbed
    og kjære lille Pige,
hver den Dag, Gud glædes ved,
    Du blomstrer uden Lige.