Ingerid Sletten af Sillegjord havde hverken sølv eller guld; men en liten hue af farvet uld, som hun havde fåt udaf mor. En liden hue af farver uld, havde hverken stas eller fo'r; men fattigt minne om far og mor, der skinned langt mer' end guld. Hun gemte huen i tyve år, måtte ikke slide den ud! [Så bærer jeg den så glad]1 som brud, når jeg for alteret går. Hun gemte huen i tredive år, måtte ikke skæmme den ud! så bærer jeg den så glad som brud, når jeg for vor Herre står. Hun gemte huen i fireti år, [hugsede]2 endnu på sin mor, »vesle min hue, forvist jeg tror, vi aldrig for alteret står.« Hun ganger for kisten at tage den, hjærtet var så stort derved; hun leder frem til dens gamle sted, da var der ikke tråden igen.
Confirmed with Digte og sange af Bjørnstjerne Bjørnson, København, Forlagt af den Gyldendalske Boghandel, 1870, pages 14-15.
1 Heise: "Jeg bærer huen engang"2 Heise: "huskede"
Text Authorship:
- by Bjørnstjerne Bjørnson (1832 - 1910), "Ingerid Sletten", appears in Arne [author's text checked 1 time against a primary source]
Musical settings (art songs, Lieder, mélodies, (etc.), choral pieces, and other vocal works set to this text), listed by composer (not necessarily exhaustive):
- by Peter Arnold Heise (1830 - 1879), "Ingerid Sletten", published 1859 [ voice and piano ], from 4 Sange af Arne, no. 1 [sung text checked 1 time]
- by Johan August Söderman (1832 - 1876), "Ingerid Sletten", published 1871-1873 [ voice and piano ], from Digte og sange af Bjørnstjerne Bjørnson. 2. samlingen, no. 4 [sung text checked 1 time]
Set in a modified version by Anton Andersen, Ivar Hallström, Rikard Nordraak, O. Winter-Hjelm.
Settings in other languages, adaptations, or excerpts:
- Also set in German (Deutsch), a translation by H. Denhardt ; composed by Julius Weiss.
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]
This text was added to the website: 2010-01-21
Line count: 24
Word count: 144
Ingerid Sletten, die hübsche Maid, Hatte nicht Silber noch Gold, Doch ein zierliches Häubchen von bunter Woll’, Das war ihre Seligkeit. Ein zierliches Häubchen von bunter Woll’, Es war nicht geputzt und geschmückt, Doch Mütterlein hat’s in die Hand ihr gedrückt, Nun glänzet es heller als Gold. Sie barg das Häubchen zwanzig Jahr, Nie kam es auf ihr Haupt. „Das trage ich erst als fröhliche Braut, Tret’ ich einst vor den Traualtar.“ Sie barg das Häubchen dreissig Jahr, Der Schatz war ihr zu traut. „Das trage ich erst als fröhliche Braut, Wenn ich einst in die Kirche fahr’.“ Sie barg das Häubchen vierzig Jahr, Dacht’ stets an das Elternpaar. „Mein Häubchen, nie steh’n wir vor Gottes Altar, Das ist mir jetzt deutlich und klar.“ Ihr Herz war so bang, ihr Herz war so leer, Als an die Lade sie trat, Sie suchte umher, sie wusst’ nicht Rath: Da war kein Faden mehr.
Text Authorship:
Based on:
- a text in Norwegian (Bokmål) by Bjørnstjerne Bjørnson (1832 - 1910), "Ingerid Sletten", appears in Arne
Musical settings (art songs, Lieder, mélodies, (etc.), choral pieces, and other vocal works set to this text), listed by composer (not necessarily exhaustive):
- by Julius Weiss (1814 - 1898), "Das Häubchen", op. 100 (Sechs Gesänge für 1 Singstimme mit Pianoforte) no. 5, published 1885 [ voice and piano ], Berlin, Weiss [sung text checked 1 time]
Researcher for this page: Sharon Krebs [Guest Editor]
This text was added to the website: 2014-06-22
Line count: 24
Word count: 152