Dyvekes Sange

Skal altid fæste mit Hår under Hue,
Tør aldrig binde en Sløjfe deri;
Ilde lugter den Kræmmerstue -
Hvem der som Fuglen var fri!
Min Moder var dog en stadselig Frue;
Kom, lille Spejl, lad mig se.
De kaldte ved Dåben mig "Due",
Hun flyver helst i det fri.

De Klokker ringe til Ottesang,
Nu bliver Dyvekes Dag så lang;
Og vil jeg af Byen med Moder gå,
Dèr spærre de Bjerge så isengrå.

Men ude i Haven står Urter og Blommer,
Dèr drømmer mit Hjerte blandt Zwibler og Løg;
Krydret dufter den liflige Sommer,
Og Hjertet slår som en Gøg.
Det slår mod min Hånd, under Huden det trommer,
Det varsler så langt, så langt mig et Liv.
Vær hilset, du Fugl, mellem Urter og Blommer,
vær hilset, vær hilset du kukkende Gøg!

Ak, hvem der havde en Hue
Med Fjer og Brokade på,
Og hvem der var klædt som en Frue
Og skulle til Messe gå!
Og hvem der vel kunne age i Karm
Eller sidde til Hest med Falk over Arm;
Ak, hvem der blot ikke var Askepot,
Men ejed' et stensat Slot!

Jeg sidder og Øjnene lukker,
Med Hænderne lagt under Knæ;
Da længes jeg efter de Dukker,
Jeg havde som lille af Træ;
Dem pynted jeg ud efter eget Sind
Og redte dem i både Zobel og Skind;
Ak, hvem der var Barn mellem Dukker igen -
Eller Dukkerne Fruer og Mænd!

Så tog jeg den bedstes Hue
Med Fjer og Brokade på
Og redte mig ud som en Frue,
Der agter i Messe at gå.
Jeg aged til Hove i hængende Karm,
Mig fulgte den ridder med Falk over Arm.
Ak nej, jeg må græde for Ridder og Slot,
Jeg er jo kuns Askepot.

Hvad vil den Mand med Kæder på,
Med gyldne Kæder om sit Bryst?
Hvorhen jeg går, hans Øjne gå,
Men taler han, så har hans Røst
En Magt som jeg må lyde.
En Kirkens Mand, en Adelsmand;
Gud ved, om Duen var istand
Den Høgeham at bryde?

...Og han er Prinsens Kansler,
Og Prinsen kommer hid!

Hvorledes ser en Prins vel ud?
Må bære Kæder vel på Bryst
Og Lin om Hals og Sidenskrud;
Men har hans tunge sådan Røst,
Som Jomfruer må lyde?
Ak, her i Mutter Sigbrits Bod
Han sætter aldrig dog sin Fod.
Hvad kunne vi ham byde?

Vildt, vildt, vildt suser Blæsten,
Sommer er næsten draget af Land.
Mod Bryggerne skvulper det sortnende Vand;
Jeg så ham på Bryggen, den kongelige Mand.

Hans Øje var dybt som Fjorden derude;
Jeg kunne mig sænke derned.
På Brystet det brede lå fløjelets Bude;
Jeg kunne mig hvile derved.

For Foden jeg kunne ham falde med Suk
Og smile, om Hånden min Pande strøg.
De sagde så ofte, at Duen var smuk.
Nu ved jeg først, hvem der er Høg!

Vildt, vildt, vildt suser Blæsten,
Hvem der ved Festen iaften var med!
Jeg blev vel på Tærskelen stående ræd, -
Og dansed' dog gerne afsted!

Hans Øje var dybt som Fjorden derude;
Jeg kunne mig sænke derned.

Næppe tør jeg tale,
Så vinker han brat;
Kongen drømmer vågen,
Men værre dog ved Nat;
Ville så gerne sige ham,
Hvad mest jeg tænker på...
Jeg tænker på svundne Dage:
Det kan han ej forstå!

Jeg drømte, jeg var en Due
Og sattes med Høg i Bur,
For Høgens funklende Øje
Jeg flygted' med Skræk mod Mur;
Så bød han mig sikkert Lejde,
Hvorhen jeg blot havde Lyst...
Så hugged han Næbbets Kårde
Igennem mit hvide Bryst.

Våge må jeg stedse
Ved Dag og ved Nat,
Vender jeg mig fra ham,
Så vågner han brat,
Fatter mig i sit Favnetag,
Som ville jeg fra ham gå...
Hans Kys er glødende Lue;
Jeg kan dem ej forstå.

Det stiger, det stiger, det stiger herop;
   Bækken vandrer mod Fjældet.
   Det er uhørt Leg; er jeg ældet? o nej,
   Jeg er fældet paa Vej,
   Jeg er angst for mit Liv,
   Kunde dø for min Kniv;
Hvor er Kongens Dyveke henne? -
   Véd ej, kan ej selv hende kende.
 
De hvisler omkring mig som Snoge,
   Maa lukke mine Øjenlaage;
   De trykker min Haand,
   Jeg tør ej, jeg véd -
   Jeg er angst, jeg er hed,
Jeg er træt af mig selv, af min Leg er jeg led;
   Jeg er ræddelig stedt i den bitreste Nød.
 
Jesus Maria, hvem der var død!