Seks sange , opus 1

Jeg lagde mit Øre til Kildens Bred,
Og lytted til Nøkkens Sange;
Og Egnen hvilte i stille Fred,
Og Dagen led,
Og Skyggerne blev lange.
 
Man siger, at Nøkken er fri og glad,
Og dandser paa Kiselstenen;
Men Fuglen hører bag Birkens Blad
Hans Vemodskvad,
Og vugger sig taus paa Grenen.
 
Naar Skumring hviler paa Fjeld og Vang,
Og lukker al Verdens Munde,
Da nynner han først sin bedste Sang;
Hans Nat er lang:
Han kan ei hvile og blunde.
 
Jeg hørte ham hulke, mens Aftnens Skjær
Svandt hen bag de dunkle Skove.
Da trillede Duggen fra alle Træ'r,
Der stode nær
Og skygged den klare Vove.
 
Hans Harpe spilled med dæmpet Streng
Den ømmeste Serenade:
"God Nat, min Rose! Ak, til din Seng,
Fra Skov og Eng,
Gaa Drømmenes Alfer glade.
 
Du aander og gløder saa skjær og varm,
Og ved ei, hvad jeg maa friste.
Jeg døver min Sorrig i Sus og Larm;
Men ak, min Barm
Vil aldrig dit Billed miste!" 

Agnete var elsket, uskyldig og god, 
Sligt Hjerte har aldrig en ond Draabe Blod;
Hun var som Guds Engle og mild som Guds Sol.
Og dog saa beskeden, som Markens Viol.
O Gud, hvor mit Hjerte maa lide!

Den fattige Fugl sad paa Grenen og sang,
Men hun saae alene paa Bølgernes Gang.
Der klang det saa listigt, ei vidste hun hvad;
Hun hørte paa Havmandens lokkende Kvad.
O Gud! hvor mit Hjerte maa lide!

Den Havmand, han nævned' saa sødt hendes Navn,
Hun glemte sin Jesum og sprang i hans Favn;
-- Ak, sand er min Vise, men det er ei stort!
Den fattige Fugl har selv Visen gjort.
O Gud! hvor mit Hjerte maa lide! --

Hun er sød,
Hun er blød,
Hun er smal om sit liv;
Hun er bøjelig
Og føjelig
Og rank som et siv.
Hendes kind
Er så lind,
Og som rosens så varm;
Hun er nysselig
Og kysselig
På mund, hånd og arm.

Ak, hvor net,
Og hvor let
Som et svævende fnug,
Kan hun neje sig
Og dreje sig 
På foden så smuk!
Hvor hun stod
På sin fod,
Hvor hun gik og hun sprang,
Var hun nydelig
Og frydelig
Som fløjternes klang.

Og så kæk
Som en bæk
Mellem blomsternes flok,
Glimter øjets blink
Fornøjet, flink
Bag nødbrune lok.
Hendes røst
Er min trøst
Midt i sorgernes nat; --
Al den herlighed
Og kærlighed
Er min søde skat!

Jeg kunde slet ikke sove
For Nattergalens Røst, 
Som fra de dunkle 
Skove Sig trængte til mit Bryst. 
Jeg aabnede Vinduet stille 
Og stirred i Mulmet hen, 
Og lod hver Elskovstrille 
Mig synge om Dig igjen.

Et Posthorn i det Fjerne, 
Et Suk af Nattens Vind, 
Et Glimt af en eensom Stjerne 
Vakte mit stille Sind; 
Dit Billed sagte hensvæved 
Paa Nattens Baggrund huldt; 
Mit Hjerte zittred og bæved 
Længsel- og smertefuldt.   

Min Tanke jeg Dig sendte, 
Jeg sendte Dig mit Blik; 
Ak, hvor mit Hjerte brændte, 
At intet Svar jeg fik; 
Kun Pust af Nattevinden, 
Fra Grenen hist et Vink, 
Den kolde Dug fra Linden, 
Og Stjernens kolde Blink.

Du tænker vel, jeg har glemt Dig? 
Men troe mig, om Du kan, 
Jeg har i Hjertet gjemt Dig, 
Og skal over Gravens Rand, 
Trods Dødens bittre Kulde, 
Hiinsides Livets Kyst 
Bære dit Navn, det hulde, 
Prentet dybt i mit Bryst.

Laß tief in dir mich lesen,
Verhehl' auch dies mir nicht,
Was für ein Zauberwesen
Aus deiner Stimme spricht!

So viele Worte dringen
In's Ohr uns ohne Plan,
Und während sie verklingen,
Ist alles abgetan!

Doch dringt auch nur von ferne
Dein Ton zu mir sich her,
Behorch' ich ihn so gerne,
Vergess' ich ihn so schwer.

Ich bebe dann, entglimme
Von allzu rascher Glut:
Mein Herz und deine Stimme
Verstehn sich gar zu gut!

Min Elskte jeg er bunden
blot ved din Stemmes Magt.
Der er paa Rosenmunden
en magisk Tone lagt.

Saa mangen klangfuld Stemme
og mangt et Kvad med den
har Øret villet gjemme
og glemt saa snart igjen.

Men om din Røst blot svæver
fra Læben svagt og let,
jeg lytter og jeg bæver 
og kan ei glemme det.

Der klinger dybt og længe
en Gjenlyd i mit Bryst;
thi alle Hjertets Strænge
er stemte af din Røst.

Violen stod ved Bækkens Bred,
Af Ingen kjendt, og bøiet ned,
En venlig lille Blomme.
Hyrdinden gik med Rosenkind,
Med lette Fjed og muntert Sind,
Sin Gang, sin Gang
Ad Marken hen, og sang.

"Ak, var jeg", tænkte smaa Viol,
"Det bedste Blomster under Sol
Et Øieblik, ei mere,
Til Plgens hvide Haand mig brod,
Og jeg paa Brystet fandt min Død!
Ak kun, ak kun, -
En flygtig lille Stund!"

Ak, see! da tog hun hid sin Vei,
Men tog i Agt Violen ei,
Den stakkels Blomst hun knuste.
Den synker, døer, men døer med Lyst:
"thi skal jeg døe, saa er min Trøst:
Min Død, min Død
Ved hendes Fod er sød."