Fra Vaar til Høst

Sid ikke i Skyggen af kolde Aar 
og vaag over döde Minder,
spring ud, spring ud i den stærke Dag,
som luer af Mod, naar den rinder.

Og hvis du er rig, da er Livet rigt,
da synger det dig imöde;
thi du er Livet, spring ud og lad 
de döde begrave de döde. 

Der slöses med Kræfter i Vaarens Storm,
der favnes i unge Dage,
og vi er Guder, Guder paa Jord, 
som leende tramper de svage.

Vi kjender ei Had, vi kjender ei Nag,
ei Frygt eller daadlös Anger,
og Jorderig er vort skjönne Hjem 
og Solen vor himmelske Sanger.

Vor himmelske Sanger, vi fölger dig 
til Sommer og fjerne Fester:
svingende Toner, der svulmer, 
dör i Bruset af Livets Orkester.

Det var engang i de fjærne Tider,
der lig et vemodslort Drømmeland
af Soldis løfter sig høit og vinker
saa duftblaat i Horizontens Rand, -

da Solen skinned hver Stund paa Dagen,
og Maanen lyste i Natten ned, —
det var engang i de fjærne Tider,
at hun var Dagen og Natten med.

Jeg husker Dagenes hvide Følge,
den dybe Himmel og Byen selv
i Klynger spredt langs den blanke Flade
som døsed guldmat hver Sommerkvæld.

Jeg husker Nætternes lyse Hoitid,
naar hed jeg i Graad og Bon, -
o, stolt Gulnare af Drømmelandet,
hvor var du sælsom og bleg og skjøn.

 ... 

Og der gik Dage, og der gik Nætter
i Tvil og sygnende Længsel hen;
jeg vanked fredløs i dybe Skoge,
men aldrig mødtes vi der igjen.

Og Solen skinned hver Stund paa Dagen,
og Maanen lyste i Natten ned. —
o, Sol og Maane og blanke Stjerner.
hvor er hun henne, min Kjærlighed!

 ... 

Dog hvad var Verden, den store Verden,
hvor tidt den fristed min unge Trang,
hvad var den vel, naar du sorgfuld vandred
din tause, ensomme Drømmegang!

Ja, om jeg stod som en Gud paa Bjerget
og skuéd ind i dens Herlighed,
jeg vilde længes, jeg vilde længes
at synke for dine Fødder ned.

O, stolt Gulnare! — Du skjænked aldrig
din Pages Ydmyghed Smilets Løn,
men jeg har hulket for dig i Nætter
og knælet raadløs i Graad og Bøn.

Hvor fuldfri du kjender dig,
kraftfulde, mörkeblaa, rullende Hav,
som i Glansen deroppe
reiser de trodsige, skumfriske Toppe
og spröiter mod Solen!
Hvor fuldfri du kjender dig!

Selv staar jeg höit paa en Fjeldknaus 
og svinger med Stokken og önsker jeg blot
havde Vinger, aa Gud, hvor det blaaner, 
aa Gud, hvor det blaaner!
Jeg stuper mig i dig, o Hav, til du lukker 
din kjölige Favn, hvor jeg livstörstig dukker.

Tiderne skifter som drivende Skyer,
men Livet, er evig, og Kraften fornyer,
unge Hellenere stævner med löftede Pander
til Kampdagens ildnende Möde,
kjender i Blodet et Livsbegjær glöde,
som vilde det Flammer om Jorderig spænde.

Pigebörn, Pigebörn, hvor er I henne?
Se, jeg staar höit paa en Fjeldknaus og svinger 
min Stok af den blændende Solgud beskinnet.
Ungdom og Skjönhed! 
Der strömmer i modige Bölger 
et grækerblaat Hav gjennem Sindet.

Sindet sødmefylt og ungt
og dog bristefærdig tungt,
tungt af drømme, der i trængsel
svulmer sygnende af længsel,
lig en livsens tørstig knop,
naar den slaar sit øie op
og i vaarens lyse glæde
foldes ud for sol og væde.

Det er Sommerkvæld som da,
Duft af Blomster langveis fra,
Gud, jeg synes undertiden,
at det er saa længe siden.

Og der slaar et lummert Drag
gjennem Løvets tunge Tag
og det suser: Kjære, vene,
hvorfor gaar du her alene?

Det unge, brusende Foraar
er efter al Dagens Larm
træt sunket i Skyggers Vemod
betaget og rød og varm.
 
En eneste Stjerne funkler
med flakkende, fredløst Skin
og lyser dog stor og hellig
som Haab i et drømfuldt Sind.
 
Jeg tænker paa fjerne Tider
paa en, hvem jeg længst holdt a'.
Mon, tro om hun endun mindes,
mon tro, hun er skjøn som da?
 
Aa Herre min Gud, hvor Tiden
dog underlig lydløst gaar,
Og nu er det Vaar i Luften,
ja nu er det atter Vaar!

Alt var dig, ja, alt var dig,
Dagens Jubel paa min Vei,
Dagen, da den skyløs hælded,
Dagen, da den brast mot Fjældet.

Aa farvel, du lyse Dag,
som nu segner mat og svag.
Roser, Roser, Roser røde,
skal i Afskedsstunden gløde!

Tag Livets Kors og bær det,
tag al dets Nöd og Jammer
og bær det stilt, selv om du skal 
dig slæbe gjennem Flammer.

Hvad nytter det at flygte 
fra Korset og dets Pligter,
naar Byrden falder dobbelt tung 
imorgen, hvis du svigter.

Det sortner for dit Öie, 
og Sorgen Synet stænger,
og tidt du sætter dig vel ned 
og orker ikke længer.

Dog maa du altid længer;
dig vinker Maalet, kjære, 
og hver har jo sit eget Kors 
i dette Liv at bære.

Tag Livets Kors og bær det,
og naar du öiner Maalet,
da kaster du det tunge Træ
med sidste Kraft paa Baalet.

Det store Baal, som evig höit
over Verden flammer og brænder
ned i Dödens Nat 
al Verdens Sorg og Jammer.