Symra - Ein Tulftmed Visor og Rim = Symra - En Tylft Viser og Rim = Windrose - Ein Zwölfer Lieder und Reime

Gamle Norig, nørdst i Grendom,
er vaart eiget Ættarland.
Der er Hav, som heilt aat Endom
leikar um den lange Strand;
Der er Vikar og Votn og Øyar,
tusund Fjordar og tusund Fjell,
Snøydor, der sjeldan Snjoen tøyar,
Dalar, der Fossen diger fell.

Leid er vel den lange Vetter,
endaa grøn vaar Granskog stend,
og naar Lauv i Lidom spretter,
fagre Liter fær vaar Grend.
Store Dagar og stutta Næter
tida lett um den ljose Jord;
Strand og Fjord og Fjell og Sæter
skiner av Sol fraa Sud og Nord.

Born av deim, som bygde Landet,
er paa Tuftom endaa til;
Garden stend i gamle Standet,
bygd og bøtt som Bonden vil.
Van til Møda, meir en til Kjæla,
leikar Lyden paa Land og Sjo.
Giv han sitje med Sømd og Sæla
trutt paa Tuftom i Trygd og Ro!

Gamle Norge, længst mod Norden,
er vort eget Ætte-Land.
Der er Hav, hvis hule Torden
lyder langs den helle Strand.
Der er Sunde, Søer,
tusind Fjælde og tusind Øer,
Tinder, hvor sjældent Sneen tør,
faldende Fosser og bragende Bræ'r.

Om end Vintren Vemod bringer,
staar vor Granskov dog saa grøn,
og naar Lov i Lien springer,
Landets Lød blir atter skøn.
Klare Dage og korte Nætter
lider let om den lyse Jord;
Strand og Fjord og Fjælde-Jætter
skinner af Sol fra Syd og Nord.

Børn af dem, som bygged Landet,
er paa Egnen endnu til;
Gaarden staar, som den har standet,
bygt til Bo, som Bonden vil.
Vant til Møje mer end til Hygge
færdes Folket paa Fjæld og Fjord.
Gid det leve med Lys og Lykke
frit i Fred paa sin Fædrejord!

Du Norwegen, hoch im Norden,
sagenreiches Heimatland!
Dort ist Meer, mit Donnergrollen
tobt es gegen Fels und Strand.
Dort sind Buchten und Felsen und Klippen,
tausend Berge und tausend Seen,
Gipfel, wo der Schnee nie schmilzet,
Sturzbachtosen und Bergluftweh'n.

Ist auch schlimm der lange Winter,
grünt doch stets der Tannenwald,
und wenn neu der Lenz erscheinet,
farbenreich das Land erstrahlt.
Lange Tage und klare Nächte 
schreiten leucht um die junge Welt,
Strand und Fjord und Berg und Motten
strahlen, vom Sonnenglanz erhellt.

Kinder derer, die einst bauten 
dieses Land, sind jetzt noch hier,
und der Hof steht noch wie damals,
fest und wohnlich, ohne Zier.
Reich an Mühen, nicht an Behagen,
wirkt das Volk hier zu See und Land;
Mög' der Himmel sie treu bewahren,
glücklich und froh an der Väter Strand!

Det gjeng no so att og fram,
som fyrr det heve gjenget;
det heng millom Æra og Skam,
som fyrr det heve henget.

Dei tru, det skal ganga so fort
alt fram til nokot stort.
Men so tidt nokot stort er naatt,
so kjem det stødt nokot smaatt.

 ... 

Det er no den gamle Gang
at allting veks og minkar.
Stor Fagnad er sjeldan lang;
stor Sorg med Tidi linkar.

D'er myket, som læst vera traust,
og endaa so stender det laust;
og naar so ein Støyt kjemer paa,
so brotnar det av som Straa.

Det gaar nu saa op og ned,
som før det haver gaaet,
det staar mellem Strid og Fred,
som før det haver staaet.

De tror, de paa staa ende Fod 
kan naa, hvadde higer imod.
Men saasnart de har naa' et, hvadde vil, 
saa vil de endnu lidt til.





















Det er nu saa Livets Gang,
at det, som gror, gaar under.
Stor Lykke er sjælden lang,
Tid læger Hjærtets Vunder.

Ak, meget os syntes saa fast,
at aldrig det kunde forgaa;
men, kom der et Vindpust, det brast
og faldt som et knækket Straa.

Es geht nun so hin und her,
wie früher es gegangen,
es hängt zwischen Schand' und Ehr',
wie früher es gehangen.

Sie wollen so schnell voran,
dem grossen Ziel zu nah'n,
aber wenn sie's erreicht mit Glück,
so müssen sie wieder zurück.





















Das ist nun des Lebens Gang,
daß alles wächst und schwindet;
gross' Glück ist selten lang,
gross' Leid die Zeit verwindet.

Gar manches so fest schien zu stehn,
als sollte es nimmer vergehn;
doch kommt nur ein Windstoss dazu,
so knickt es, und bricht wie Stroh.

Upp av Krakken!
Sumarsoli skin i grøne Bakken;
Jordi heve fenget Helgar-Plagget paa,
Skogen stend i Lauv so lysteleg aa sjaa.
Livet lettnar,
Vollen turkar seg, og Vegen slettnar.

 ... 

Kvar ein kagar,
alltid nokot nytt seg uppedagar.
Nye Blomar spretta fram paa alle Rom;
lette Fivreld' yppa seg fraa Blom til Blom;
Fuglar sviva
upp med Song og rundt um Rusti driva.

Op, I Drenge!
Solen skinner varmt paa grønne Enge,
Jorden har nu faaet Søndagsstadsen paa,
Skoven staar saa grøn, og Himlen er saa blaa.
Vandet falder,
let blir Vejen, og Livet kalder.















Hvor man træder, 
altid serman noget nyt, som glæder.
Nye Blomster spire frem ved Vejens Bred,
Sommerfugle flagre runa't fra Bed til Bed;
Lærker stige
højt med Sang og varsler Vaarens Rige!

Auf in's Freie!
Sommersonne strahlet hell auf's Neue,
Erde legte an ihr grünes Festgewand,
leuchtend blauer Himmel lachet übers Land;
leicht wird das Leben,
trocken werden die Wege und eben.















Allenthalben 
sieht man neues Leben sich entfalten;
duftend bunte Blumen spriessen rings empor,
Schmetterlinge gaukeln über'm Blumenflor;
Vöglein schweben,
jubelnd grüssen sie das neue Leben.

Tidt eg minnest en gamall Gard
med store Tre og Runnar,
Vollar, Bakkar og Berg og Skard
og Blomster paa grøne Grunnar.
Der eg hadde meg so godt eit Rom:
Hus og Mark med baade Bær og Blom,
alt eg nøytte som ein Eigedom
med baade Lut og Lunnar.

 ... 

Var det nokon, som der leid vondt
og vardt fyre Tap og Spilla,
braadt det spurdest um Bygdi rundt,
og alle tykte, det var illa.
Ofta minnest eg mi gamle Grend,
naar eg framand uti Verdi stend,
heimlaus, frendelaus og litet kjend,
og likar paa Leiken illa.

Tidt jeg mindes en gammel Gaard
i store Træers Skygge,
Fjælde, Bakker og Enge staar
med Blomsternes brogede Smykke.
Der jeg havde det saa godt tilforn:
Hus og Mark med baade Bær og Korn
alt det var som mit i mange Aar,
det var mit Liv, min Lykke.



















Var dér nogen, som der led ondt 
og bar sin Sorg saa stille,
strax det spurtes i Bygden rundt,
og alle syntes, det var ilde.
Tidt jeg tænker paa min gamle Gaard,
nu jeg fremmed udi Verden staar,
hjemløs, frændeløs,
og mine Kaar de tykkes mig saare ilde.

Oft steht vor mir ein alter Hof
in mächt'ger Bäume Schatten;
Berge, Hügel ihm rings umziehn,
und blumenreiche Matten.
Dort konnt' einstmals ich so glücklich sein:
Haus und Feld und Flur und Hain,
alles nannte ich zu eigen mein
dort zwischen grünen Matten.



















Ging dort Einer in Not und Schmerz
und trug sein Leid verborgen,
gleich voll Teilnahm' schlug jedes Herz,
und wünscht', zu lindern seine Sorgen.
Teurer Ort, ich oft Dich vor mir seh',
wenn ich einsam in der Fremde steh', 
heimlos, freundelos, im Herzen Weh,
so traurig mein Heut' und Morgen!

Sumaren kverv og snur seg burt;
Dag etter Dag han ut or Synom siger.
Graset vil verda styrdt og turt.
Ljoset vil minka; Myrkret stiger.
Dagen er stutt, og Natti lang;
so er no Aarsens gamle Gang.

 ... 

Vetteren kjemer kald og streng;
sæl er no den, som kann i Husom hyggjast.
Gleda flyr ifraa Mark og Eng,
Fuglarne burt or Bygdom styggjast,
men sine Reid ifraa sidste Vaar
vitja dei vist eit annat Aar.

Endaa me vilja paa Landet sjaa,
helst naar me faa ein liten Glytt av Soli.
Eingong me fagre Dagar faa,
helst naar det lider fram um Joli.
Og etter all den lange Kvild
kjemer vel Vaaren, ljos og mild.

Sommeren viger Skridt for Skridt,
Dag efter Dag man ser dens Kræfter svinde;
Græsset vil blive tørt og stridt,
Mørket vil voxe, Høst er inde.
Dagen er kort og Natten lang,
saa er nu Aarets gamle Gang.















Vinteren kommer kold og streng,
lykkelig den, som kan i Hus sig hygge!
Fuglene flyr fra Skov og Eng,
søger i Syd den tabte Lykke;
men deres Reder fra sidste Vaar
finder de vist et andet Aar.

Dog er vi glade for Vejr og Kaar,
helst naar vi ser lidt Solpaa Fjældets Sider.
En Gang vi fagre Dage faar,
naar det først, frem mod Julen lider.
Og efter al den barske Tid
kommer vel Vaaren lys og blid!

Sommer schleicht langsam sich von hier,
Tag für Tag er weiter von uns gleitet;
alles Gras wird welk und dürr,
Licht entschwindet, Dunkel sich breitet.
Kurz wird der Tag, die Nacht wird lang;
so ist des Jahres alter Gang.















Winter nun kommet hart und rauh;
glücklich wohl der, dem ein trautes Heim geworden;
Freude entflieht aus Flur und Au,
fort ziehen auch der Vöglein Horden;
jedoch das Nest, das ihr eigen war,
finden sie wieder nächstes Jahr.

Dennoch ist herrlich die freie Natur,
gar wenn uns lacht ein holder Strahl der Sonne.
Bald auch erstrahlt im Schnee die Flur,
kommt erst die Zeit der Weihnachts-Wonne.
Und nach des Winters Stürmen wild
kommt wohl der Frühling, licht und mild.

Von og Minne fara vida,
kvar sin Veg dei sviva um.
Attarst er den ljose Sida;
fremst er Vegen myrk og skum.
Fram i Myrkret Voni vender,
uviss um si rette Leid;
att i Ljoset Minnet stender,
der er Vegen kjend og greid.

 ... 

Det, som minst av alt eg trudde,
saag eg stundom ganga fram;
det som helst i Hugen budde,
det gjekk helder av med Skam.
Fegen saag eg ymse milde
Syn, som fagra Voner gav;
men den Ting, som helst eg vilde,
vardt der aldri nokot av.

Men um Voni stundom sviker,
trur eg endaa, ho er god.
Naar som Lukka fraa meg viker,
helder Voni upp mitt Mod.
Lat dei mindre Voner fara,
lat deim falla utan Sut,
naar dei største vilja vara
trufast heile Vegen ut.

Haab og Minde fare vide,
hver sin Vej og hver sin Gang.
Bagest er den lyse Side,
foran Vejen mørk og trang.
Frem i Mørket Haabet iler,
uvist om den rette Sti,
men i Lyset Mindet smiler;
der er Vejen kendt og fri.



















Det, som mindst af alt jeg troede,
saa, jeg stundom kunde ske;
det, som dybt i Hjærtet boede,
det blev kun til Spot og Spe.
Glad jeg saa, saa mange milde Syn,
som fagert Haab mig gav.
Men hvad allerhelst jeg vilde,
blev der aldrig noget af.

Men om Haabet stundom sviger,
tror jeg dog, det er min Ven.
Thi naar Lykken fra mig viger,
giver Haabet Mod igen.
Lad de mindre Haab kun fare,
lad dem gaa al Ködets Gang,
naar de største blot vil vare,
trofast bele Vejen lang!

Beide schweifen in die Weite:
Hoffnung und Erinnerung;
rückwärts liegt die lichte Seite,
voran drütet Dämmerung;
in dies Düster schreitet Hoffnung
tastend sucht sie ihren Weg.
Lächelnd blickt zurück Erinn'rung:
dort ist licht und traut der Steg.



















Das, dem stets mein Sinn misstraute,
sah ich oft verfolgt von Glück;
das, worauf getrost ich baute,
wies die Welt mit Spott zurück.
Luftgebilde, zarte, holde,
trog oft Hoffnung vor den Sinn; 
doch, was ich am liebsten wollte,
das ward nimmer mein Gewinn.

Doch wenn Hoffnung oft auch trüget,
glaub' ich dennoch: sie ist gut;
wenn der Quell des Glücks versieget,
stählt mir Hoffnung neu den Mut.
Lass' die kleinen Wünsche fahren,
ohne Seufzer lass sie ziehn
nur die grossen musst Du wahren 
fest und treu in Herz und Sinn.

Det gjeld aa fara varleg fram;
d'er mange Faarar dulde.
Ein kann so lett faa Last og Skam
der minst ein venta skulde.
Der er so ymse Vasarlag,
som rekna kvar Manns Lyte
og sanka Drøs av alle Slag
i smaa,og store Knyte.

Du kann faa vera med, men daa
du hjelpa maa med Taket;
og verd du leid og gjeng ifraa,
so fær du Skam paa Baket.
Um litet vondt um deg er sagt,
so kann vel meir seg laga;
naar Dikt og Gisning til er lagt,
so verd det snart ei Saga.

Du kunde faa ein Motgangs Trykk
paa Helsa og paa Trivnad,
daa segja dei: det kjem av Drykk
og ymis galen Livnad.
Ein Skalk, som same Namnet ber,
kann Folk vel hava merkat;
kann henda, daa du Skuldi fær
fyr' alt, som han hev' verkat.

Ja, kor du snur, so stend du fast.
Kven veit, kvat Folk vil drøyma?
Hjaa alle Mann dei finna Last;
seg sjølv dei berre gløyma.
Der er vist aldri betre Raad
en ganga beine Vegen
og blaasa aat all Spott og Haad
og vera lika fegen.

Se, man maa ta' sig vel i Agt,
for man er aldrig sikker.
Vi véd, for vor Fod er Snarer lagt,
men ikke, hvor de ligger.
Der er saa meget Rakkerpak,
som siger kun, hvad ondt er,
og samler al Slags Løgn og Snak 
i smaa og store Bundter.

Du kan nok faa i Lavet Plads 
imod at støtte Sagen,
men blir du vred og melder Pas,
saa faar du Skam paa Bagen.
Blir bare lidt ondt om dig sagt,
saa skal du ikke prale,
thi Digt og Gisning sammenlagt
kan gøre stor Skandale.

Du faar maaske en Sorg, der gir
dig Sot pad Krop og Sjælen,
saa siger de: det er af Svir,
det kommer af den Pælen.
Med samme Navn som du der gaar
en Skælm og Hvermand snyder;
kan hænde, at du Skylden 
faar for alt, hvad han forbryder.

Ja, hvad du gør, saa kør' du fast.
Hvorfor er Folk saa slemme?
Hos alle ser de Brøst og Last,
sig selv de bare glemme.
Det bedste Raad mod giftig Snak 
og al Slags Klaffervæsen er:
Blæs kun ad det Rakkerpak
og gaa lige efter Næsen.

Auf Vorsicht sei man stets bedacht,
es lauern rings Gefahren,
man kommt gar leichlig in Veracht,
weiss man sich nicht zu wahren.
Es giebt der bösen Zungen viel',
die keinen Menschen scheuen,
die Bosheit treibet frech ihr Spiel,
will Jeden der Schande weihen.

Du kannst mit ihnen Freund wohl sein,
wenn tapfer Du hilfst schmälen;
doch stimmst Du nicht mit ihnen ein,
sie Dich zum Opfer wählen;
giebst nur einen kleinen Anlass Du,
dann regen sich die Wichte,
sie raten und lügen fest dazu,
bis zur Skandalgeschichte.

Kann sein, Dir an der Gesundheit frisst
ihr boshaft, tückisch Streben,
dann sagen sie: "Das Trinken ist's, 
und all' das tolle Leben."
Ein Schelm, der trägt den Namen Dein,
mag Böses 'mal verüben,
den Leuten fällt's gewiss dann ein,
Dir's in die Schuh' zu schieben.

Und was Du tust, Du machst's nicht recht,
sie alles sich vermessen, 
und Jeden halten sie für schlecht
sich selbst sie nur vergessen.
Dagegen giebt's nur einen Rat:
Lass ducken Dich nicht unter!
Auf allen ihren Spott und Hass,
da pfeife frisch und munter!

Med Fals og Fusk er Verdi full,
og mangt eit Korn læst vera Gull;
men naar ein ser det nærre,
so var det verdt eit mindre Rop:
d'er berre Graastein alt i Hop,
og stundom nokot verre.

Um Framgang er no myket rødt,
alt nytt skal vera Framgang stødt, 
men naar ein ser det nærre,
so gjeng det ymist att og fram:
det eine fær ein betre Ham,
det andre verder verre.

Av Fridom skrøyter mangein Mann,
og fagre Ord han tala kann,
men naar det kjemer nærre,
so vil han liten Fridom sjaa,
og kann han Vald i Grendom faa,
han verd ein strenger Herre.

 ... 

Og mangein Gut læst vera klok
og skriver stort i Blad og Bok,
og naar du ser det nærre,
so er det litet Gagnet i,
og skal du fara etter di,
so fer du fulla verre.

Af Falsk og Pral er Verden fuld,
og mangt et Korn gi's ud for Guld,
men ser man ret paa Tingen,
og ta'r den for sig ganske nær,
saa har den grumme liden Værd
og tidt aldeles ingen.

Om Fremskridt tales nu saa tidt: 
alt skal gaa frem med Kæmpeskridt,
men ser man ret paa Tingen,
op dager man i Grunden blot,
at, er der Fremskridt, er det smaat
og tidt aldeles ingen.

Af Frisind skryder mangen Mand,
og fagre Ord han tale kan,
men gaar man ham paa Klingen,
saa er hans Tale hul og tom,
og dersom han til Magten kom,
saa tog han haardt paa Tingen.















Og mangen Fyr skal gaa for klog 
og skriver stort i Blad og Bog,
men ser man ret paa Tingen,
saa er det bare tomme Ord,
og skal man ha' en Rettesnor, 
saa finder d'er man ingen!

Viel Lüge herscht und falscher Schein,
jed' Körnlein möchte Gold gern sein,
doch kommt man in die Nähe, 
und sieht es ganz genau sich an,
so ist gar oft nicht viel daran,
wie man's auch wend' und drehe.

Von Fortschritt spricht man landaus, landein,
und alles Neue soll Fortschritt sein;
doch sieht man's aus der Nähe, 
so geht der Ein' voran mit Glück,
der Andre kommt stets mehr zurück,
wie er's auch wend' und drehe.

Mit Freisinn prahlet mancher Mann,
viel' schöne Wort' er reden kann,
doch sieht man's aus der Nähe,
dann hat sein Wort nicht Fuss noch Halt,
kommt er zu Herrschaft und Gewalt:
den strengen Herrn man sehe!















Und manch ein Bursch tut gar so klug,
schreibt in die Zeitung, schreibt ein Buch;
doch hüte Dich vor Schaden!
An ihm ist oftmals gar nicht viel,
und wer auf ihn vertrauen will,
der ist gar schlecht beraten.

Alt det som no skal duga, det lyter vera stort;
for upp i Høgdi vilja no alle Folk so fort.
Det teiknar til, at alle den same Hugen faa
aa fara som dei store, og inkje som dei smaa.

 ... 

Det er den største Gleda, ein liten Fyr kann faa,
at han slepp upp i Høgdi, saa Folk maa honom sjaa;
og kjem der so ein framand og rosar honom gildt,
so verd han so stolt, at han reint 1øyper villt.

 ... 

Den Sida, som snur ut, er no den, som alle sjaa,
og det som er inn under, det ser no ingen paa.
Og sjaa me ut som Herrar, so faa me Herre-Rom,
so lenge til det syner, at Pungen han er tom.

Alt det, som nu skal du, det maa være fint og stort;
til Vejrs vil alle Folk, selv om de ingen Gavn har gjort.
Det tegner til, at alle det samme tænker paa:
at te sig som de store og ikke som de smaa.































Det er den störste Glæde, en lille Fyr kan ha',
at han slipper højt paa Straa, saa man ser ham lang vejs fra.
Og kommer der en Fremmed og si'r ham smukke Ting,
saa blir han saa stolt, at han løber rent i Ring.






Det Ydre, det er det, vi gaar ud fra i vor Dom,
men det, som ligger bagved, det taler ingen om.
Og ser vi ud som Herrer, saa hædres vi en Tid,
indtil det nemlig rygtes, vi ikke har en Hvid.

Jed' Ding, das was soll taugen, muss gross sein heutzutag',
denn rasch in die Höhe wollen die Leut' von jedem Schlag.
Es scheint mir, dass das Gleiche sie All' erstreben heut:
zu leben wie die Grossen, und nicht wie kleine Leut'.































Die grösste Freude, die einem Kleinen kann gescheh'n,
das ist in die Höh' zu kommen, so dass die Leut' ihn sehn;
und kommt dann gar ein Fremder und lobt und schmeichelt fein,
verliert wohl vor Stolz den Verstand er noch rein.






Die Seite nach Aussen ein Jeder nun betracht',
doch, was verborgen d'runter, auf das hat Keiner Acht.
Und sehn wir aus wie Herren, erweist man uns Herren-Ehr,
so lange man nicht merkt, dass vielleicht der Beutel leer.

Det feller so maklegt aa røda
um det, som ein minst heve røynt,
og læja aat annan Manns Møda
og drøsa um alt, som er løynt.

Um Framferd ein myket kann skravla,
naar sjølv ein fær alt utan Skort;
men den, som mot Bakken skal kravla,
han fær ikkje renna so fort.

 ... 

Ein Tugtar det slett ikkje lider,
at Folk søkja Moro og Lyst.
Han gløymer dei framfarne Tider,
daa sjølv han til Moro var tyrst.

Kven veit, um han Skaali si sette
ifraa seg, fyrr fullnøgd han vardt?
Naar Katten hev' fenget sin Mette,
so snakar han ikkje so hardt.

Og stødt vil Uvitingen vona,
at ingen fekk Vit utan han; 
og stødt vil han skjemma og tjona
den Ting, som han sjølv ikkje kann.

Alt gamalt han ned vilde grava,
naar berre so vist han slapp til.
Men endaa den Voni me hava:
han vinn ikkje alt, som han vil.

Det falder jo let nok at spase 
med det, som man ej kan forstaa,
og le ad de andre, som ase, 
og sladre om det, man ej maa.

Fremad! er nemt nok at sige,
naar selv man har faaet alt godt,
men den, der ad Bakken skal stige,
han maa da ha Lov at gaa smaat!





















En Dydsprædikant ikke lider,
at Folk söger Morskab og Tant;
han glemmer de henfarne Tider,
da selv han var gal efter Fjant.

Hvem ved, om han gik fra et Gilde,
för naaet var Bægerets Bund!
Naar Katten har ædt, hvadden vilde,
saa holder den villig sin Mund.

Og Daaren gaar rundt og fortæller,
at ingen saa klog er som han;
og stadig han skænder og skælder
paa alt, som han selv ikke kan.

"Alt gammelt skal væk!" si'er den Taabe,
"naar bare jeg kan komme til!"
Men dog tör vi andre jo haabe,
han naa'r ikke alt, hvad han vil.

Es ist so bequem ja, zu lachen,
wenn nicht man begreifet ein Ding,
darüber sich lustig zu machen,
und Andere schätzen gering.

"Vorwärts!" ein Jeder kann rufen,
der selbst es hat leicht und bequem;
doch soll man bergan viele Stufen,
muss langsam, bedächtig man gehn.





















Ein Tugendheld oft nicht kann leiden,
dass man sich ergötzet und freut;
er denkt nicht verschwundener Zeiten,
da selbst keine Lust er gescheut.

Wer weiss, ob er von sich gewiesen 
den Kelch, eh' zur Neig' er geleert?
Wenn Mäuslein sich satt hat gegessen,
kein Körnlein es weiter begehrt.

Der Tor geht umher und erzählet,
dass er sei der klugeste Mann,
und immer er schimpfet und schmälet 
auf alles, was selbst er nicht kann.

Das Alte zur Seite zu schaffen,
das scheint ihm das vornehmste Ziel
und uns bleibt nur übrig, zu hoffen,
dass Alles nicht geh', wie er will.

Um Talen høyra me Rødor manga,
og etter Storleiken skal det ganga:
er Folket stort, so er Talen trygg;
er Folket smaatt, so er Talen stygg.

Og ymse Folk er so altfor rædde,
at dei er havde til Spott og hædde.
Dei skulde taka det helder lett;
det kjem vel upp, kven som hadde Rett.

Her spyrst no minst um kvat mange lika;
mot Rett og Sanning maa allting vika.
Det gjelder litet um tungt og lett;
det gjelder beinast um rangt og rett.

Om Talen man os jo mangt fortæller,
og det da altid om Styrken gælder.
Er Folket stort, saa er Talen kry;
Er Folket lille, saa er Talen bly.

Og vise Folk gaar i Frygt og tænker,
at de er Genstand for Spot og Rænker.
De skulde heller ta Sagen let;
det skal nok ses, hvem der havde Ret.

Det nytter ikke at tækkes alle;
for Ret og Sandhed maa alting falde.
Det gælder lidet om tungt og let;
det gælder bare om vrangt og ret.

Gar viel bedutet die Art zu reden,
daran erkennen möcht' man Jeden:
Ist Einer stark, ist die Rede frei,
ist Einer schwach, ist die Rede scheu.

Und Manchen dünkt es das Schlimmste bald,
dass man ihn verspotte, zum Besten halte;
er tät' wohl klüger, er nähm' es leicht;
wer Recht hat, das doch zum Schluss sich zeigt.

Es hilft nicht viel, sich Gunst erschleichen,
dem Recht, der Wahrheit muss Alles weichen.
Ob schwer, ob leicht, das ist einerlei,
es gilt, ob falsch, ob recht es sei.

Det er ein Ting, som oss tidt maa undra,
at stort og smaatt skal seg alltid sundra,
at alt det store skal Vyrdnad faa,
so ingi Æra naar til det smaa.

Det var vel lett, naar ein slapp aa grava,
naar utan Stræv ein fekk Æra hava,
naar den fekk Prisen, som kravde mest
og berre kallad' seg alltid best.

Det trur no mange den gamle Læra,
at tyngste Verket er største Æra.
Det trur no mange, det Folk er best,
som krever minst og som strævar mest.

Der er en Ting, som jeg ikke fatter;
at stort og smaat man saa uligt skatter,
at alt det store man skønner paa,
men ingen Ære naar til det smaa.

Det var jo let, om manslap at døje
og naa'de Maalet foruden Møje,
om den fik Prisen, som kræver mest 
og bare siger, at han er bedst.

Dog hylder mange den gamle Lære,
at tungest Slid g'ir den største Ære;
dog tror nu mange, det Folk er bedst,
som kræver mindst, og som stræver mest.

Es giebt ein Ding, das ich nicht kann fassen:
Warum das Grosse nur gelten lassen?
Warum dem Grossen all' Ehre weih'n?
Warum nicht schätzen gross, und auch klein?

Das wär' wohl leicht für gar manchen Laffen:
das Ziel erreichen, und doch nicht schaffen,
den Preis empfah'n, weil man fordert ihn 
und als den Besten sich stellet hin!

Doch gilt für Viele die alte Lehre,
dass schwerste Arbeit giebt höchste Ehre,
und Viele Dem geben höchsten Preis,
der wenig fordert, doch strebt mit Fleiss.