Landskab. 12 sange til tekster af J.P.Jacobsen

Stille, du elskede Kvinde!
Tyst maa vi træde, vi to.
Der sover en Sang her inde
I Skovens natlige Ro.
 
Stille er Vover og Vinde,
Tavs er hver Sangfuglemund,
Tiende Kilderne rinde
Blankt over mossede Bund.
 
Maanestraalerne spille
Tyst mellem Bøgene frem,
Langs ad Stierne stille
Blunder en lyslig Bræm.
 
Sølvskyen selv der oppe
Hviler paa Vingen bred,
Højt over Træernes Toppe
Skuer den lyttende ned.
 
Stille er Vover og Vinde,
Tyst maa vi træde, vi to.
Der sover en Sang her inde
I Skovens natlige Ro.

Lad Vaaren komme, mens den vil,
Med Grønt, der grønnes,
Med tusend Fugles Fløjtespil,
Mens Blomster blomstre
Og alt det Skønnes
Favreste Fagre
Kommer at flagre
Ud over Enge og ud over Agre,
Vælder i Haver og skjules i Skove,
Vælter sin Duft over Vang, over Vove --
Hvad gør de mig?
Mit Hjærte er ej Blomst, ej Blad,
Og Vaaren gør det ikke glad:
Det har sin egen, sære Vaar --
      Naar?

Har dagen sanket al sin sorg
og graedt den ud i dug,
saa aabner natten himlens borg
med evigt tungsinds tavse sorg.
Og en for en
og to for to
gaa fjerne verdeners genier frem
af himmeldybets dunkle gem.
Og hoejt over jordens lyst og elende
med stjernekjerter hoejt i haende
skride de langsomt hen over himlen.
De fodtrin skifte
med sorg i sinde.
Underligt vifte
for rummets kolde vinde
stjernekjerternes flakkende flammer.

[...og sang af fuld Hals, uden at ane, 
hvad det var, han sang, saa travlt havde 
han med Regnen:]1

Havde jeg, o havde jeg en Dattersøn, o ja!
Og en Kiste med mange, mange Penge,
Saa havde jeg vel ogsaa havt en [Datter]2, o ja!
Og Huus og Hjem og Marker og Enge.

Havde jeg, o havde jeg en Datterlil, o ja!
Og Huus og Hjem og Marker og Enge,
Saa havde jeg vel ogsaa havt en Kjærrest, o ja!
Med Kister med mange, mange Penge.

Se, der var en Gang en Konge,
Mangen Skat han kaldte sin,
Navnet paa den allerbedste
Vidste hver var Irmelin,
Irmelin Rose,
Irmelin Sol,
Irmelin Alt, hvad der var dejligt.

Alle Ridderhjelme spejled
Hendes Farvers muntre Pragt,
Og med alle Rim og Rythmer
Havde Navnet sluttet Pagt:
Irmelin Rose,
Irmelin Sol,
Irmelin Alt, hvad der var dejligt.

Hele store Bejlerflokke
Der til Kongens Gaarde foer,
Bejlede med ømme Lader
Og med blomsterfagre Ord:
Irmelin Rose,
Irmelin Sol,
Irmelin Alt, hvad der er dejligt!

Men Prindsessen jog dem fra sig
(Hjertet var saa koldt som Staal),
Lastede den Enes Holdning,
Vrænged ad den Andens Maal.
Irmelin Rose,
Irmelin Sol,
Irmelin Alt, hvad der er dejligt !

Alle de voksende Skygger
Har vævet sig sammen til en,
Ensom paa Himmelen lyser
En Stjærne saa straalende ren,
Skyerne have saa tunge Drømme,
Blomsternes Øjne i Duggraad svømme,
Underligt Aftenvinden 
Suser i Linden.

Pagen høit paa Taarnet sad,
Stirred ud så vide, 
Digtet på et Elskovskvad
Om sin Elskovskvide,
Kunde ikke få det samlet,
Sad og famled'
Nu med Stjerner, nu med Roser -- 
Intet rimed' sig på Roser --
Satte fortvivlet så Hornet for Mund,
Knugede vredt sit Vaerge,
Blaeste så sin Elskov ud
Over alle Bjaerge.

Til Majdag fører jeg hjem min Brud,
En Rosensblomme i Liljeskrud,
Spil Spillemænd, spil!
Den Dag skal Skoven ha' Grønt i sin Hat
Og Engen ha' Blomster i Barm.
Og fuld saa Maanen skal være den Nat,
Men Solen skal danse sig varm.
Og Gøgen skal kukke og Lykken os spaa
Og Finker skal fløjte og Drosler skal slaa,
Men Sorgen skal holde sig hjemme.
Til Majdag fører jeg hjem min Brud,
En Rosensblomme i Liljeskrud,
Spil Spillemænd, spil!

Du Blomst i Dug!
Du Blomst i Dug!
Hvisk mig Drømmene dine:
Er der i dem den samme Luft,
Den samme sælsomme Elverlandsduft
Som i mine?
Og hvisker, sukker og klager det dèr
Gennem døende Duft og blundende Skær,
gennem vågende Klang, gennem spirende Sang:
I Længsel,
I Længsel jeg lever!

Saa standsed' og der den Blodets Strøm, 
Som før var vant at rinde. 
Saa dirred ogsaa de Nerver til Ro, 
Og Sandserne alle blev blinde. 
Og [Hjertet og Hjernen]1 virker ej mer, 
Du er kun [Støv nu og]2 livløst Ler. 
Lad længes, lad grædes med Evighedssavn, 
Der er kun en [Stofhob]3, en Daad og et Navn. 

For alle gode Tanker de kan slet ikke dø, 
Før endnu bedre Tanker er spired af deres Frø. 

Frem under Haarets ravnsorte Sky'r
Øjnenes blinkende Tvillingefyr
Straaler og flyr.
Aandedrags-Luftninger lune og blide
Henover Skuldrenes Klipper de hvide
Sagtelig glide.
Men imod Dragtens Kniplingekyst
Svulmende vugges det bølgende Bryst
Skumhvidt, men tyst.
-- Ak om der lød dog
Smeltende blød og
Daarende mild,
Hen til sig dragende,
Kjerlighedsklagende
Havfruesang! 

Silkesko over gylden Læst!
Jeg har mig en Jomfru fæst'!
Jeg har mig en dejlig Jomfru fæst'!
Ingen er som hun paa Guds sollyse Jord,
Ikke en eneste en.
Som Himlen i Syd og som Sneen i Nord
Er hun ren.
Men der er Jorderigs Fryd i min Himmel,
Og Flammer der staar af min Sne.
Ingen Sommers Rose er rødere,
End hendes Øje er sort . . .