Seven Danish Songs

Silken shoes upon golden lasts!
I've won a maiden fair!
The fairest maiden waits for me!
None is like her; none, on God's bright sunny earth. 
Alone she stands.
Not the sky in the south nor the snow 
in the north is more pure.
But my heaven is filled with earthly bliss 
and flames flare out of my snow.
No red, red rose of summer is redder 
than her black eyes deep.

Seidenschuhe mit Sohlen von Gold!
Mir ist eine Jungfrau hold!
Die schönste Jungfrau harret mein!
Keine ist wie sie auf Gottes schöner Welt, 
keine Einzige, nein.
Wie im Süden der Himmel, 
im Norden der Schnee ist sie rein.
Doch irdisches Glück ist in meinem Himmel, 
Flammen entsprühn meinem Schnee.
Keine Sommerrose ist röter 
als schwarz ihr Augenpaar.

Silkesko over gylden Læst!
Jeg har mig en Jomfru fæst'!
Jeg har mig en dejlig Jomfru fæst'!
Ingen er som hun paa Guds sollyse Jord,
Ikke en eneste en.
Som Himlen i Syd og som Sneen i Nord
Er hun ren.
Men der er Jorderigs Fryd i min Himmel,
Og Flammer der staar af min Sne.
Ingen Sommers Rose er rødere,
End hendes Øje er sort . . .

There was a King in days of old,
many treasures rare he owned;
he knew his daughter Irmelin
of all to be the rarest one,
Irmelin rose, 
Irmelin sun,
Irmelin loveliest of all!

Her bright image was reflected 
in the helmets of all the knights,
and with ev'ry rhyme and rhythm 
her fair name had been entwined:
Irmelin rose, 
Irmelin sun,
Irmelin loveliest of all!

Knights by hundreds, noble wooers 
thronged the castle of the King,
wooed the maid with tender bearing 
and with sweet and flowered words:
Irmelin rose, 
Irmelin sun,
Irmelin loveliest of all!

But the Princess would not listen, 
cold her heart was, cold as steel,
of some she mocked the clumsy bearing 
and laughed at others' ugly forms.
Irmelin rose, 
Irmelin sun,
Irmelin loveliest of all!

Hört, es war einmal ein König,
mancher Schatz gehörte ihm,
doch der Schätze allerbester
war die schöne Irmelin,
Irmelin Rose, 
Irmelin hold,
Irmelin, Herrlichste von Allen!

Alle Ritterhelme trugen 
ihrer Farben muntre Pracht,
und in vielen tausend Liedern 
ward ihr Name angebracht:
Irmelin Rose, 
Irmelin hold,
Irmelin, Herrlichste von Allen!

Grosse Freierscharen zogen hin 
bis zu des Königs Schloss,
nahten ihr mit zarten Wesen 
und mit blumengleichem Wort:
Irmelin Rose, 
Irmelin hold,
Irmelin, Herrlichste von Allen!

Die Prinzessin trieb sie von sich, 
denn ihr Herz war kalt wie Stahl,
sie tadelte der Einen Haltung 
und höhnte And'rer Liebesqual.
Irmelin Rose, 
Irmelin hold,
Irmelin, Herrlichste von Allen!

Se, der var en Gang en Konge,
Mangen Skat han kaldte sin,
Navnet paa den allerbedste
Vidste hver var Irmelin,
Irmelin Rose,
Irmelin Sol,
Irmelin Alt, hvad der var dejligt.

Alle Ridderhjelme spejled
Hendes Farvers muntre Pragt,
Og med alle Rim og Rythmer
Havde Navnet sluttet Pagt:
Irmelin Rose,
Irmelin Sol,
Irmelin Alt, hvad der var dejligt.

Hele store Bejlerflokke
Der til Kongens Gaarde foer,
Bejlede med ømme Lader
Og med blomsterfagre Ord:
Irmelin Rose,
Irmelin Sol,
Irmelin Alt, hvad der er dejligt!

Men Prindsessen jog dem fra sig
(Hjertet var saa koldt som Staal),
Lastede den Enes Holdning,
Vrænged ad den Andens Maal.
Irmelin Rose,
Irmelin Sol,
Irmelin Alt, hvad der er dejligt !

Paa Stranden skælver ej det mindste Blad;
Her ruller Søen sølvblank ud sit Bad,
Og Solnedgangen lejrer sig derover.
I Himlen smeltes ind de bløde Vover,
Du skuer mod uendelige Sletter
Af Barndomsminder uden mørke Pletter,
Vemodig glad: -
De lyse- Nætter, ak de lyse Nætter!

With perfume heavily laden the roses 
droop their heads,
the pine trees are swaying so silently 
in drowsy air;
and silvery fountains are playing 
so dreamily!
The minarets raise towards heav'n 
in faith their turkisch towers.
The crescent moon glides on her lonely way 
o'er the dark blue sky,
and she kisses clusters of lily and rose 
and other flowers too,
and other flowers too, 
in the seraglio garden!

Die Rosen senken die Köpfchen schwer 
von Tau und Duft,
die Pinien schwanken so still und matt 
in schwüler Luft
der Springbrunnen Silber langsam spielt 
in träger Ruh'!
Minarette streben deierlich dem Himmel zu.
Auf tiefem Blau zieht der Halbmond hin 
mit sanftem Schein,
und er küsst der Rosen und Lilien Heer und alle 
die Blumen klein,
und alle die Blumen klein 
in des Serails Garten!

Rosen sænker sit Hoved, tungt
Af Dug og Duft,
Og Pinjerne svaje saa tyst og mat
i lumre Luft.
Kilderne vælte det tunge Sølv
I døsig Ro,
Minareterne pege mod Himlen op
I Tyrketro,
Og Halvmaanen driver saa jævnt afsted
Over det jævne Blaa,
Og den kysser Rosers og Liljers Flok,
Alle de Blomster smaa
I Seraillets Have,
I Seraillets Have.

Lift on high and clink the glasses 
Look how bright the Burgundy flashes 
Like a ruby deepest red.

A faded day,
A time gone by
Comes back again to my memory.

Now twilight is falling,
The earth has wended away 
From the sun’s warming rays 
Roses wild on the great highway, 
Wine roses, wine roses!

Roses wild on the great highway,
Where is our glowing summer night’s dream? 
Gone as a strain of music goes?
Wine roses, wine roses!

Løft de klingre Glaspokaler,
Som Burgunder-Bølger maler
Røde som en mørk Rubin.

  En svunden Dag
  En svunden Tid
  Vaagner igen i mit Minde.

Nu Dæmringen kvælder,
Og Jorden har vendt
Sig bort ifra Sollysets Strømme.
  Vilde Rose ved Alfarvej,
  Vinrose, Vinrose!

Vilde Rose ved Alfarvej,
Hvor er vor lyse Sommernats Drøm?
Svunden som Tonernes flygtige Strøm?
  Vinrose, Vinrose!

Through long, long years we must atone, 
For what was a trifling pleasure;
And what we dismiss with a careless smile, 
We cannot recall by long weeping,
For sorrows grow and hot tears flow from red roses.

Det bødes der for i lange Aar,
Som kun var en stakket Glæde;
Det smiler man frem i flygtig Stund,
Man bort kan i Aar ej græde.
Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.

 ... 

Let springtime come then, when it will,
with verdure greenest,
with flutelike song
of myriad birds,
when all that blossoms
and all that is freshest, loveliest, fairest
waves and flutters away 
over meadows, away over fields,
budding in gardens and hiding in woodlands,
shedding its fragrance on waters and waves.
Yet not for me! 
My heart is neither leaf nor blossom
and springtime cannot bring me joy:
I must await my own spring. 
When? When?

Den Lenz laß kommen, wann er will,
mit Grün, das grünet, 
mit tausend Vögleins
Flötenspiel, 
da Blumen blühen und Alles auf Erden
in buntester Schönheit wehet und flattert
dahin über Wiesen, dahin über Felder,
knospend in Gärten, 
verborgen in Wäldern,
Düfte ergießend auf Hügel und Wellen.
Was gilt das mir? 
Mein Herz ist weder Blatt, noch Blume, 
das Frühlings Lust mach mich nicht froh:
Einst wird mein eigner Lenz blühn. 
Wann? Wann?

Lad Vaaren komme, mens den vil,
Med Grønt, der grønnes,
Med tusend Fugles Fløjtespil,
Mens Blomster blomstre
[Og alt det Skønnes]1
Favreste Fagre
Kommer at flagre
Ud over Enge og ud over Agre,
Vælder i Haver og skjules i Skove,
Vælter sin Duft over Vang, over Vove --
Hvad gør de mig?
Mit Hjærte er ej Blomst, ej Blad,
Og Vaaren gør det ikke glad:
Det har sin egen, sære Vaar --
      Naar?