Barnets Vaardag

Inat er der kommen saa deilig en gjæst, 
det er vaaren med solskin og varmende blæst, 
det er den, det er den, jeg har ventet saa længe, 
nu ringer jeg ind den straalende dag 
med kviddrende triller og jublende slag 
utover de spirende enge.

Jeg stiger med sang ifra tuerne graa 
høit op I det høieste blinkende blaa, 
hvor tankerne længter, og higer, 
og nede paa jorden der har jeg en plet, 
hvor trygt jeg kan hvile, naar vingen er træt 
før atter mot solen jeg stiger. 

Jeg vet, der er lunt mellem tuer og straa, 
men lysere dog i det evige blaa, 
det gjør mine toner saa særke. 
Og er jeg den første af foraarets bud, 
jeg bærer min sang som en tak til vor Gud, 
jeg er kun en kviddrende lærke.

Aa, skynn dig, kom! for nu maa vi ut og lete i eng og krat, 
om ikke en eneste liten blomst er kommen til os i nat. 
Men si det ikke, det er til mor, en blomst og et lite blad. 
Vi finner det nok, aa du! hvor hun skal bli inderlig glad. 
Og jeg tror helst under skogens tak, for der er luften saa lun. 
Der skinner det alt! og der! Vil du se! gaasunger med gule dun! 
Aa nei! Aa nei! baade en og to, baade gule og hvite og graa! 
Først klapper vi dem! saa napper vi dem! og saa skal du alle faa. 
Og saa skal bære dem hjem til Mor og hente enda fler, 
men som vi leker og vener os om, staar Mor ved siden og ler.

Blaaveis! Blaaveis! se! Hvor de skinner!
mellem det guldbrune løv de finner
veinen og løfter paa hoderne smaa.
ah! hvor de lyser! ah! hvor de skinner!
hele skogen er staalende blaa,
og saa mange, og saa mange, og saa mange, mange vi finner.
Kom! vær med!
Og er du bange for bækken du gjære,
jeg skal dig bære
først over baækken og saa over gjære,
sætte dig ned
her paa vort gamle, deilige sted.
Sollen glittrer i skoggens toppe,
Himlen blaaner saa heit deroppe.
Blaaveis! Blaaveis! Solen glittrer 
og Himlen blaaner,
Nu es det vaar!

Blaaveis og bjerkegren, 
harelab med fløiels ben, 
soløi og frystlestraa, 
lyse fioler blaa, 
hvitveis og maiguld, 
kurven er fuld!	

Og homlefar, han surrer, 
og surrer sig i ring, 
surrer og surrer i ring, 
han danser, og han hopper 
som ingen Verdens ting
Og surrer sig i ring, 

Og spiler sine vinger 
i de sirligste sving, 
for alle de smaa blomster 
de svaermer han om kring, 
han surrer og surrer, 
han surrer og surrer, 

Og alle de smaa blomster, 
de skal ham høre til, 
ja, alle de smaa blomster, 
saa mange som han vil, 
for alle de smaa blomster 
de har saa lyst et smil;

men alle de smaa blomster, 
de narrer ham April, 
men alle de smaa blomster, 
de narrer ham April!

Dugg, Dugg, blanke fnugg, 
blanke, hvite sølverfnugg, 
læg jer stille i min haand, 
føi jer sammen til et baand, 
som de blanke draaper paa
alle røde silke straa, 
som den klare perlerad
over fløielsmosens blad, 
som de store, stille, stille draaper
i de grønne marikaaper.

Alle de duggvaate blomster har sennt
Solen det sisste Godnat.
Sanktehansormen sin lykte har tennt,
sitter og lyser i krat.
Sommerfugl tat sine duggsokker paa
lagt sig til hvile i klokken den blaa
drømmer saa deilig om solen,
drømmer om duft af fiolen.

Sov saa stille, sov, min lille,
Nu er det jo nat.
Vet du ei, at alle fugle,
Blunder længst i skog og krat,
Og de lyse blomster vugges
Alt i sakte slummer ind,
Saa skal vi paa puten lægge
Varligt kind mod kind.

Sov saa stille, sov, min lille,
Natten er ei lang.
Og imorgen skal du vaagne
Til de glade fugles sang,
Og da skinner atter solen
I den lyse blomster eng.
Sov saa stille, sov min lille
I den bløte seng.